Projektet Sikker Psykiatri har som noget nyt forsøgt at få patienter og pårørende helt ind i kvalitetsarbejdets maskinrum. Den ambition er lykkedes til dels, lyder det fra patienter, pårørende og personale. De er i højere grad fælles om at foreslå, bestemme og prioritere ideer til forbedringer.
– Det med inddragelse og samarbejde omkring kvalitetsarbejde er noget nyt. Det var der ikke før. Det var noget, vi som personale fandt ud af, og så orienterede vi måske på et halvårligt bruger- og pårørendemøde om, hvad der var sket. Det er meget mere nærværende nu og i højere grad inkorporeret i det daglige arbejde, fortæller Sune Frederiksen, sygeplejerske og projektleder i Sikker Psykiatri i Regionspsykiatrien Viborg.
Patientcafeer skaber fælles løsninger
Et eksempel på samarbejdet om at udvikle kvaliteten i plejen og behandlingen er patientcafeer. De startede i Regionspsykiatrien Viborg og har senere spredt sig til flere af afsnittene i Sikker Psykiatri.
En patientcafé er et forum, hvor personale og indlagte patienter cirka en gang om ugen i uformelle rammer drøfter forbedringsarbejdet og den generelle dagligdag på afdelingen. Det hele sker på patienternes præmisser og med fokus på, hvad der er vigtigt for dem. Det kan for eksempel være aflåsning af døren til stuen eller sikker opbevaring af ejendele under indlæggelse.
– Vi får nogle løsninger, som ikke nødvendigvis er lettere, men de er mere levedygtige. Samtidig får vi nogle patienter, som føler sig taget med på råd og taget alvorligt. De oplever, at de reelt har indflydelse på, hvad der sker på afsnittet, siger Sune Frederiksen.
Der er sket noget
På hver af de psykiatriske afsnit, som deltager i Sikker Psykiatri, er der tilknyttet patient- og pårørenderepræsentanter. De mødes med personalet og bidrager med ideer til det konkrete forbedringsarbejde på det enkelte afsnit.
Lise Stolfer har som patientrepræsentant blandt andet deltaget i det forberedende arbejde af Sikker Psykiatris indsats om forebyggelse af selvmord. Hun er glad for, at hun kan bidrage med sine erfaringer til forbedringsarbejdet:
– For mig har det været rigtig interessant at være med i det her projekt. Der er sket rigtig meget i forhold til inddragelse i løbet af Sikker Psykiatri og sammenlignet med dengang, jeg selv var bruger i systemet. Det er mit indtryk, at afsnittene under projektet er blevet meget bedre til at inddrage brugere og pårørende.
Fremmedgjort og magtesløs
Selvom Sikker Psykiatri har fået sat skub på patientdrevet kvalitetsarbejde i psykiatrien, oplever Lise Stolfer stadig udfordringer med at integrere patienter og pårørende i forbedringsarbejdet. Det samme gør Susanne Lautrop, som er pårørenderepræsentant i Sikker Psykiatri.
– Jeg har deltaget i møder med personalet, hvor de taler om forbedringsarbejdet i Sikker Psykiatri. Her kan det som én udefra være svært at finde sin rolle. Nogle gange føler jeg mig som tilskuer. Jeg kan godt føle mig magtesløs. Hvis man kommer med en ide, kan det være svært at få den igennem, og jeg kan godt føle mig overhørt, fortæller Susanne Lautrop:
– Samtidig skal vi også huske på, at det er nyt at gøre det på den måde. Derfor kan vi heller ikke forvente gennemgribende forandringer på relativt kort tid. Det vigtige er, at Sikker Psykiatri sætter skub i en udvikling, hvor det bliver mere naturligt at inddrage patienter og pårørende i arbejdet med at forbedre psykiatrien.
Stadig et stykke vej
Disse udfordringer blev også taget op på det officielt sidste læringsseminar i Sikker Psykiatri i oktober, hvor sundhedspersonale, ledere samt patient- og pårørenderepræsentanter udvekslede erfaringer om forbedringsarbejdet. På seminaret takkede Vibeke Rischel, vicedirektør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, patient- og pårørenderepræsentanterne:
– Det vi har lært af det her projekt er, at der stadig er et stykke vej for at det bliver naturligt at inddrage patienter og pårørende i alle aspekter af arbejdet med at forbedre kvaliteten og patientsikkerheden. Men vi er i gang med at flytte os. I har hjulpet os til at se, hvor og hvordan vi kan gøre det bedre. Den læring tager vi med i vores videre arbejde med kvalitet og patientsikkerhed. Det betyder, at vi slet ikke er i tvivl om, at vi kan stille krav om involvering af patienter og pårørende i forbedringsarbejdet.
Projektet Sikker Psykiatri slutter med udgangen af 2017, men det betyder ikke et stop for den måde at arbejde med patientsikkerhed på i fremtiden. Erfaringerne og metoderne fra Sikker Psykiatri vil leve videre i det nationale kvalitetsarbejde i psykiatrien.
Inddragelse styrker patientsikkerheden
Samarbejde med patienter og pårørende er en vigtig del af Sikker Psykiatris arbejde med forbedre kvaliteten og patientsikkerheden i psykiatrien. Patienter og pårørende ser systemet fra et andet perspektiv end personalet og kan således bidrage med relevante og nye idéer til forbedringer.