Er prioritering i sundhedsvæsenet et vigtigt valgkampstema?
Ja, for pokker!
Er behandlingsniveauet for den enkelte patient også?
Nej, helst ikke.
Debat om prioritering i sundhedsvæsenet
Under overskriften ”Folketingsvalg 2022” lancerede TV 2 lørdag den 8. oktober en diskussion om prioritering i sundhedsvæsenet.
Anledningen er dels det velkendte, at ressourcerne er begrænsede, og dels flere eksempler på, at mennesker er blevet behandlet tilsyneladende helt unødigt intensivt og længe – på trods af, at udsigten til et godt resultat af behandlingen var meget lille, og måske endda at døden var nært forstående.
I indslag i News og på TV 2’s hjemmeside siger Mona Striib fra FOA blandt andet:
– Vi er nødt til at lade de mennesker, der ikke kan få et værdigt liv med livsforlængende medicin, dø lidt tidligere, end vi gør i dag, hvis vi skal have råd til at holde andre i live.
Citatet er fra TV 2-artiklen: FOA-formand i opråb: – Vi har ikke råd til at redde alle
Og i følge TV 2 er eksperterne enige. Det fremgår af samme artikel:
– Det samme mener flere læger og eksperter, som TV 2 har talt med. Ifølge dem er det på tide at tage et opgør med, at alle har ret til alle behandlinger, og at vi justerer vores forventninger til sundhedsvæsenet. Flere skal have et nej, og færre skal have behandling – også selvom det i yderste konsekvens kan betyde, at de dør.
Der er interviews med de tre lægelige eksperter: Morten Ziebell, Sjællands Universitetshospital, Ida Donkin, Etisk Råd og Mike Sæderup Astorp, Region Nordjylland.
Sidstnævnte fortæller om en 107-årig, der gerne ville dø, og som selv fik det til at ske lidt hurtigere ved ikke at tage sin medicin, men debatten holdes ellers i generelle vendinger.
Vi er lidt usikre på, hvad der egentlig er TV 2’s ærinde, men der er godt debatstof i alle disse dele af indslaget:
- En yngre patient er blevet behandlet så længe, at de fleste vil sige, at det var synd.
- En meget gammel kvinde var træt af livet og fik støtte til at undlade at forlænge sin dødsproces.
- Behandlingsmulighederne er i dag meget omfattende, og ikke alle i sundhedsvæsenet er gode til at sige stop i tide.
- Der er behov for, at flere patienter tidligere overgår til lindrende behandling.
- Vi skal være bedre til at snakke med patienterne om, hvor de er i deres sygdomsforløb.
- Nogen skal behandles mindre, så andre kan behandles bedre.
Overlad beslutningerne om behandling til fagpersonalet
Indslaget kunne godt give det indtryk, at politikerne ønskes på banen for at beslutte, hvor meget behandling den enkelte patient skal tilbydes.
Det er efter vores mening slet ikke politikernes opgave – endsige et relevant tema for valgkampen.
Politikerne skal sørge for, at der helt overordnet tages kloge beslutninger om anvendelsen af ressourcerne. Men i forhold til den enkelte patient skal politikerne ”blot” sørge for, at læger og øvrigt sundhedspersonale har det rette grundlag at træffe de konkrete beslutninger på.
Den slags beslutninger er alle ikke lige gode til i dag, men det tror vi på, de sagtens kan blive.
Og regelgrundlaget er ikke så dårligt. Allerede i dag er det op til den enkelte patient, om han eller hun vil modtage den behandling, der tilbydes. Man kan med andre ord altid sige nej tak. Og allerede i dag både kan og bør sundhedspersonalet – primært lægerne – i den enkelte patients tilfælde tage stilling til, om behandlingen giver god mening – alle forhold taget i betragtning.
Der kommer snart en ændring af sundhedsloven, som forbedrer den enkeltes mulighed for at sige nej tak til genoplivningsforsøg ved hjertestop. Der er et nyt register på vej, så den slags beslutninger bliver let tilgængelige for alle fagfolk, når der er brug for det.
Vi har ganske vist flere ønsker til disse lovgivningsmæssige rammer, men allerede i dag er de ikke så ringe endda.
I Dansk Selskab for Patientsikkerhed har vi meget længe ment, at overbehandling er en vigtig dagsorden. Og det lykkes faktisk rigtig godt sammen med kommuner og sygehuse at få sikret en bedre og hurtigere afklaring af behandlingsniveauet.
Men vi skal holde tungen HELT lige i munden, når det drejer sig om, hvad der trænger til politisk debat, indblanding og beslutningstagen, og hvad der ordentligvis må være faglige beslutninger, der skal tages sammen med den enkelte patient i den kliniske dagligdag.
