Ernæringsindsatsen i I sikre hænder

Der er et stort potentiale for, at en målrettet ernæringsindsats- og behandling af ældre borgere på plejehjem og i hjemmeplejen kan bidrage til, at borgere med underernæring eller risiko herfor kan bevare evnen til at klare sig selv, holde sig raske og skabe livskvalitet.

Underernæring og uplanlagt vægttab er særlig udbredt blandt ældre i plejebolig og i hjemmeplejen, og en forringet ernæringstilstand kan have en væsentlig betydning for den ældres sundhedstilstand.

Underernæring fører ofte til en øget sygelighed og kan øge risikoen for fald og knoglebrud. Underernæring kan desuden øge behovet for hjælp til at udføre de almindelige dagligdags handlinger, og det kan nedsætte livskvaliteten.

Der var i finansloven for 2019 afsat 5 mio. kr. til, at Dansk Selskab for Patientsikkerhed kunne udvikle og afprøve en metode i regi af I sikre hænder med henblik på at begrænse uplanlagt vægttab og underernæring hos ældre, der modtager hjemmepleje eller hjemmesygepleje i eget hjem eller på plejehjem.

Ernæringspakken

Fra 2019-2020 havde 4 kommuner, der tidligere har deltaget i I sikre hænder, et år til at afprøve og udvikle tiltag til at forebygge underernæring og uplanlagt vægttab hos ældre. Kommunerne var Frederiksberg og Sønderborg fra I sikre hænder 1 og Greve og Aarhus fra I sikre hænder 2.

Det er erfaringer fra det ernæringsprojekt, der nu ligger til grund for ernæringsindsatsen.

Materialer fra ernæringsindsatsen

Vi gør opmærksom på, at dokumenterne senest blev opdateret i 2021 og ikke længere opdateres.

Vejen til systematiske vejninger i Frederiksberg Kommunes hjemmepleje

Teamleder Jeannette Flatau fra gr. 23 i Frederiksberg Kommunes hjemmepleje fortæller om arbejdet med at få vejet alle borgere med det formål at opspore og forebygge uplanlagt vægttab. Vejen dertil har krævet mange afprøvninger, ændringer af arbejdsgange og et vedvarende fokus.

Flytning af morgenmødet har betydning for borgernes ernæring

Ernæring har stor betydning for de ældre og deres livskvalitet, og derfor har de på Plejehjemmet Abildgården i Aarhus Kommune rykket deres morgenmøde nogle timer frem, så borgerne kan få deres morgenmad tidligere på dagen. Dermed kan sulten og appetitten hos borgerne nå at blive større til frokosten.

Spisestellet afgør, hvor meget borgerne spiser

Måden maden er anrettet på, gør en kæmpe forskel for, hvor meget borgerne spiser. Plejehjemmet Abildgården i Aarhus Kommune har blandt andet indkøbt nyt blåt porcelæn, og det har øget borgernes kalorieindtag. Mad er menneskers benzin og har derfor stor betydning for funktionsniveauet hos borgerne.

Indsatsområder under I sikre hænder

Dette er 1 af 6 indsatsområder under forbedringsprogrammet I sikre hænder. Du kan finde de 5 andre indsatsområder på hovedsiden om I sikre hænder, hvor du også kan læse mere om programmet og finde materialer.