Målet med Tidlig opsporing og forebyggelse hos ældre er at reagere på ændringer i habitualtilstanden hos borgeren og dermed forebygge forværring og indlæggelse.
Tankegangen bag Tidlig opsporing er at muliggøre tidligere intervention og eventuel behandling for at forebygge yderligere svækkelse af helbredstilstanden eller tab af funktionsevne.
En tidlig opsporing og indsats kan potentielt være med til at fremme borgerens livskvalitet og i situationer forebygge behandlings- eller indlæggelseskrævende sygdom. I sidste ende kan Tidlig opsporing bidrage til at forebygge hospitalsindlæggelser.
I 2017 har Sundhedsstyrelsen udgivet rapporten “Tidlig opsporing af forringet helbredstilstand og nedsat funktionsevne hos ældre mennesker. Anbefalinger til arbejdsgange og anvendelse af redskaber”.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed har samarbejdet med Sønderborg og Frederiksberg Kommuner fra I sikre hænder 1 for at afprøve Sundhedsstyrelsens anbefalinger i praksis.
Vi bruger ’Tidlig opsporing’ som forkortelse for Tidlig opsporing af forringet helbredstilstand og nedsat funktionsevne hos ældre mennesker.
Tidlig opsporing og forebyggelse hos ældre
I dette katalog præsenteres erfaringer fra Sønderborg og Frederiksberg Kommuner omkring både arbejdsgange og nogle af de værktøjer, der anvendes til Tidlig opsporing. Udover erfaringer beskrives kommunernes forslag til lokale tilpasninger af anbefalingerne samt håndtering af de udfordringer, som de to kommuner har oplevet.
Kataloget skal ses som inspiration, der kan danne afsæt for implementering af Sundhedsstyrelsens anbefalinger i egen kommune.
Dette er 1 af 6 indsatsområder under forbedringsprogrammet I sikre hænder. Du kan finde de 5 andre indsatsområder på hovedsiden om I sikre hænder, hvor du også kan læse mere om programmet og finde materialer.