Uge 11 er den internationale patientsikkerhedsuge, som har til formål at skabe bevidsthed om patientsikkerhed og opfordre sundhedsprofessionelle til at dele viden og metoder.
Den årligt tilbagevendende begivenhed er et initiativ, som Institute for Healthcare Improvement (IHI) har været og er medudvikler af.
Som strategisk partner til IHI er det naturligt for Dansk Selskab for Patientsikkerhed at tage aktivt del i ugen. I år har PS! valgt at fokusere på dels en række temaer, dels hvad patientsikkerhed er fra den enkeltes perspektiv.
I løbet af ugen vil PS! bl.a. fokusere på psykologisk sikkerhed, sepsis, ’emotional harm’, arbejdsglæde og ikke mindst, hvordan patientsikkerhed som begreb for alvor er kommet på dagsordenen, siden den banebrydende rapport ‘To Err Is Human’ udkom for 20 år siden.
Læs mere om Patient Safety Awareness Week 2019 hos IHI
Forskellige aspekter af patientsikkerhed
– Vi er mange, der har en stor aktie i patientsikkerhed. Vi har det, når vi selv er patienter. Når vi er pårørende. Og mange af os har det i kraft af vores arbejde, siger direktør Inge Kristensen.
Ifølge hende er hele ideen med Dansk Selskab for Patientsikkerhed, at alle de centrale aktører i sundhedsvæsenet mødes i et fælles forum for patientsikkerhed:
– Formanden for Lægeforeningen har sin tilgang til patientsikkerhed. Formanden for Apotekerforeningen kan have en anden. Freddy Nielsen, der repræsenterer Danske Handicaporganisationer, har en tredje, siger hun og fortsætter:
– Derfor har vi, her i patientsikkerhedsugen, simpelthen spurgt vores individuelle bestyrelsesmedlemmer: ”Hvad er patientsikkerhed for dig?” Også for at illustrere, at der findes forskellige aspekter af patientsikkerhed, og at det er et begreb, der hele tiden udvikler sig.
Inge Kristensen selv mener, at patientsikkerhed i høj grad handler om psykologisk sikkerhed for både patienter og personale.
– At de sundhedsprofessionelle føler sig trygge til at træffe valg om behandling – sammen med patienten. Og at patienten føler sig tryg ved, at hun får netop den behandling, der er bedst for hende, siger Inge Kristensen.
#PSugen – Sammen om at forbedre sundhedsvæsenet
Hvad er patientsikkerhed for dig?
Det spørgsmål stiller PS! og bestyrelsen på Twitter i uge 11, og alle sundhedsvæsenets ildsjæle opfordres til at byde ind og være med til at sprede viden.