Introduktion
Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Gentofte Kommune står bag Pårørendeprojektet, som har haft til formål at udvikle og afprøve en fælles model for tidlig og systematisk inddragelse af pårørende ved indflytning i plejebolig. Målet er at styrke samarbejdet mellem beboere, pårørende og medarbejdere.
Konceptet udspringer af et samskabende udviklingsarbejde mellem beboere, pårørende, medarbejdere, ledere og tværfaglige aktører. Processen omfattede interview, tre samskabelsesworkshops og fælles refleksioner over, hvad der faktisk får samarbejdet til at fungere i praksis. Indholdet i konceptet er derfor ikke en teoretisk model, men resultatet af fælles erfaringer, konkrete hverdagsproblemer og løsninger, der blev udviklet sammen med dem, det handler om.
Et centralt udgangspunkt i processen var at skabe ensartethed uden at skabe rigiditet: Et fælles koncept, der giver retning og struktur – men som samtidig kan tilpasses borgerens behov, pårørendes ønsker og plejeboligens praksis.
Pårørende er forskellige – og skal mødes forskelligt
En vigtig læring i samskabelsesprocessen er, at pårørende ikke er én målgruppe. De har forskellige relationer til borgeren, forskellige ressourcer, forskellige følelsesmæssige udgangspunkter og forskellige ønsker til, hvordan de gerne vil involveres.
Nogle ønsker tæt dialog og løbende kontakt. Andre ønsker klar adskillelse mellem medarbejdernes ansvar og egen rolle. Nogle oplever skyld eller ambivalens. Andre oplever lettelse og håb om stabilitet.
Konceptet tager højde for, at pårørende både har en central viden og motivation og samtidig står i en ny rolle, når borgeren flytter i plejebolig. Det betyder, at:
- Pårørende bidrager med vigtig viden om borgerens liv, vaner og trivsel, og at de ønsker at blive mødt som reelle samarbejdspartnere.
- Pårørendes rolle ændrer sig ved indflytning, og at der opstår nye behov for afklaring af ansvar, grænser og for-ventninger. Samarbejdet skal derfor justeres løbende, i takt med at hverdagen finder sin form.
Dette betyder, at samarbejdet ikke kan standardiseres i indhold – men det kan standardiseres i struktur. Konceptet leverer netop en struktur, der gør det muligt at møde forskellige pårørende på en fleksibel, men systematisk måde.
Indflytningskonceptet har til formål at skabe tryghed, tydelighed og et bæredygtigt samarbejde mellem pårørende og pleje-bolig før, under og efter indflytning i plejebolig. Konceptet etablerer en fælles struktur for dialog og samarbejde gennem konkrete kontaktpunkter, tydelig forventningsafstemning og løbende justering i praksis.
Det er konceptets ambition at understøtte:
- Bedre oplevet kvalitet for borger og pårørende.
- Færre misforståelser og konflikter.
- Større tryghed hos medarbejdere.
- Et mere bæredygtigt pårørendesamarbejde over tid.
Indflytningskonceptet gør pårørendesamarbejde konkret, fælles og muligt i hverdagen – og mindre afhængigt af enkeltpersoner.
Materialer
I forbindelse med projektet er der lavet en konceptbeskrivelse, som beskriver de bærende principper fra pårørendesamarbejdet, de forskellige dialogtyper og præsenterer de materialer, der har været brugt til at understøtte medarbejdere i gennemførelsen af dialogerne.
Der er udarbejdet en række lommekort, som giver en kort og overskuelig støtte til medarbejderen eller under dialogen. Lommekortene indeholder typisk:
- Formålet med samtalen
- Centrale spørgsmål
- Enkle samtalegreb
Lommekortenes formuleringer har bl.a. som mål at:
- Invitere til dialog
- Anerkende pårørendes perspektiv
- Afgrænse forventninger
- Opsummere samtalen
Der er også lavet en onepager, der giver medarbejdere et hurtigt overnblik over indflytningsforløbet, de fire dialogtyper og deres formål.
Konceptbeskrivelse, lommekort og onepager kan downloades ovenfor.
Sådan printer du samtalekortene:
- Tryk CTRL + P (eller CMD + P på Mac)
- Vælg to-sidet print: Find menuen for ensidet/tosidet print og vælg Udskriv på begge sider.