Sæt disse vigtige krydser i kalenderen for 2026 – det sker i patientsikkerhedens navn

Find kalenderen frem og markér 2026’s vigtigste aktiviteter inden for patientsikkerhed, som du her får præsenteret, og som du ikke vil misse.

Forskellige billeder sat sammen fra debat på Folkemødet, konferencer og hvad er vigtigt for dig?-dagen
Vi ser frem imod endnu et år fyldt med gode aktiviteter, der alle kredser om patientsikkerhed.

I 2026 markerer vi 25 år med patientsikkerhed i Danmark. Det er 25 år siden, at arbejdet med patientsikkerhed for alvor fik fodfæste, og fremtrædende aktører i sundhedsvæsenet stiftede Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Det vil årets aktiviteter bære præg af, hvor vi både ser på, hvad vi har lært og sammen opnået de første 25 år, men også peger frem mod de udfordringer og mulige løsninger, vi ser for patientsikkerhed i fremtiden.

2026 bliver et år med fokus på vidensdeling, læring, debat og fejring af 25 året for patientsikkerhed. Fra store konferencer til internationale mærkedage: Her er de vigtigste aktiviteter, du ikke må gå glip af!

Du finder information om aktiviteterne her – siden bliver løbende opdateret

International Forum on Quality and Safety in Healthcare

📍 9.-11. marts 2026 — Nova Spektrum, Lillestrøm, Oslo, Norge

International Forum on Quality and Safety in Healthcare er den centrale internationale konference for kvalitets-, forbedrings- og patientsikkerhedsarbejde. Både det internationale og det danske patientsikkerhedsarbejde har i mere end 25 år udviklet sig i dette regi.

Det er britiske BMJ og Institute for Healthcare Improvement (IHI), der står bag konferencen.

PS! er International Supporting Partner for International Forum og kan derfor tilbyde 20 % rabat på konferencens to hoveddage den 10.-11. marts 2026.

Læs om International Forum on Quality and Safety in Healthcare

Patientsikkerhedsugen

📍 8.-14. marts 2026 — Danmark og resten af verden

Uge 11 markerer PS! den internationale patientsikkerhedsuge ved at dele metoder og værktøjer, som bidrager til arbejdet med at skabe et sikkert sundhedsvæsen for alle.

Vi ønsker at fremhæve gode eksempler på, hvordan der arbejdes med patientsikkerhed, og pege på gode løsninger, inspirere og komme med praktiske handlemuligheder.

Vi opfordrer alle sundhedsvæsenets ildsjæle og aktører til at byde ind og være med til at sprede viden, bl.a. via hashtagget #PSugen på de sociale medier.

Patientsikkerhedsugen er en årligt tilbagevendende begivenhed, som Institute for Healthcare Improvement (IHI) har været og er medudvikler af.

Læs mere om Patientsikkerhedsugen

Patientsikkerhedskonferencen 2026

📍 20.–21. april 2026 — Radisson Blu Scandinavia Hotel, København

Glæd dig til et brag af en konference, hvor vi fejrer 25 år med patientsikkerhed i Danmark under temaet “25 år med patientsikkerhed – sammen mod et sikkert sundhedsvæsen”. Programmet byder på nationale og internationale keynotes, inspirerende sessioner og workshops, der sætter fokus på alt fra beredskab til digitalisering til psykiatri til hjemmebehandling.

Tidlig tilmelding inden 28. februar giver rabat – så skynd dig at få din plads!

Læs om konferencen

Hvad er vigtigt for dig?-dagen

📍 2. juni 2026 — Danmark og min. 49 andre lande

Denne dag – baseret på den internationale What Matters to You Day – sætter spot på at stille det enkle, men centrale spørgsmål: Hvad er vigtigt for dig som patient, borger eller pårørende?. Fokus er på personcentrering i sundhedsvæsenet og på at styrke dialogen om det, der betyder mest for den enkelte i mødet med sundhedsvæsenet.

Det er en begivenhed, der på kort tid har spredt sig til mere end 49 lande over hele verden. Vi håber, at I ved at deltage aktivt i dagen vil være med til at sætte ekstra fokus på alt det, der er vigtigt for patienter, borgere og brugere af det danske sundhedsvæsen.

Få inspiration til, hvordan I kan deltage i dagen

Folkemødet på Bornholm

📍 11.-13. juni 2026 — Allinge, Bornholm

Folkemødet er Danmarks største demokrati- og debatfestival, hvor borgere, politikere og organisationer mødes for at debattere samfundets store spørgsmål. PS! sørger igen i år for at sætte fokus på og debattere vigtige emner inden for patientsikkerhed med debatter og arrangementer på Folkemødet.

Første debat er allerede sat i værk. Som en del af projektet BOOST (Borgerskabt sundhedsberedskab i en urolig tid) afholder vi en debat på Folkemødet, hvor borgere kan komme med deres egne perspektiver på udviklingen af sundhedsberedskabet i Danmark.

Læs om BOOST (Borgerskabt sundhedsberedskab i en urolig tid)

 Patientsikkerhedsdagen og -prisen

📍 17. september 2026 — Danmark og resten af verden

Den internationale patientsikkerhedsdag er en vigtig mærkedag, der hvert år markeres den 17. september i samarbejde med WHO’s globale initiativ World Patient Safety Day. Dagen fokuserer på patientsikkerhedsindsatser og har til formål at skabe opmærksomhed omkring patientsikkerhed, kvalitet, forbedringer og læring i sundhedsvæsenet. Det håber vi, at I vil være med til!

I anledning af patientsikkerhedsdagen uddeler PS! i samarbejde med Patientambassadørerne Patientsikkerhedsprisen til personer, teams eller projekter, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats for patientsikkerheden i Danmark.

Læs om den internationale patientsikkerhedsdag og Patientsikkerhedsprisen

Kvalitetsugen

📍 7.-11. september 2026 — virtuelt

Igen i 2026 kan du deltage i en uge fyldt med webinarer, vidensdeling og inspiration om forbedringer af kvalitet og patientsikkerhed. Kvalitetsugen er et virtuelt initiativ, hvor forbedringsarbejde, der gør en forskel for patienter og borgere, deles og spredes til gavn for hele sundhedsvæsenet.

Formålet med Kvalitetsugen er at sprede forbedringsarbejde, der har potentiale for udbredelse, på tværs af landet.

Det er PS! og IDA Sundhedsteknologi, der står bag Kvalitetsugen, der blev afholdt for første gang i 2025.

Følg med i opdateringer om Kvalitetsugen

Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen 2026

📍 11.-12. november 2026 — Comwell, Kolding

På efterårets konference kan du blandt andet få indsigt i nogle af de temaer, der bliver udslagsgivende ift. patientsikkerhed, når nye arbejdsgange og strukturer implementeres blandt forskellige faggrupper og sektorer. Vi opdaterer løbende med nyt om konferencen, som vi nærmer os efteråret 2026.

Alle mærkedage inden for patientsikkerhed
I har før efterspurgt et fulgt overblik over mærkedagene inden for patientsikkerhed og kvalitet, så I har dem i god tid. Her er de så:

2. februar 2026: Pårørendedagen: https://paaroer.dk/
8.-14. marts 2026: Den internationale patientsikkerhedsuge: https://www.ihi.org/partner/initiatives/patient-safety-awareness-week
5. maj 2026: International Håndhygiejnedag: https://www.who.int/campaigns/world-hand-hygiene-day
7.-8. maj 2025: DemensDagene: https://videnscenterfordemens.dk/da/demensdagene
2. juni 2026: Hvad er vigtigt for dig?:  https://theberylinstitute.org/wmty-day-wmty-world/
10.-16. august 2026: Copenhagen Pride Week:  https://www.copenhagenpride.dk/
7.-11. september 2026: Kvalitetsugen: https://patientsikkerhed.dk/arrangementer/kvalitetsugen2026/
10. september: Verdensdagen for selvmordsforebyggelse: https://www.who.int/campaigns/world-suicide-prevention-day 
13. september: World Sepsis Day: https://www.worldsepsisday.org/ 
17. september 2026: Den internationale patientsikkerhedsdag: https://www.who.int/campaigns/world-patient-safety-day 
14.-18. september 2026: Hygiejneugen:  https://www.hygiejneugen.dk/ 
21. september 2025: International Dementia Day/World Alzheimer’s Day: https://www.alz.org/about/awareness-initiatives/world-alzheimers-day 
9.-15. oktober 2025: Baby Loss Awareness Week: https://babyloss-awareness.org/ 
10. oktober 2026: Organdonationsdagen: https://organdonation.dk/borger/organdonationsdagen/ 
10. oktober 2026: World Mental Health Day: https://www.who.int/campaigns/world-mental-health-day
13. oktober: World Thrombosis Day: https://www.worldthrombosisday.org/resources/ 
Midten af oktober 2026: International Infection Prevention Week: https://isid.org/international-infection-prevention-week/
Ca. start-november 2026: Malnutrition Week:  https://kost.dk/ernaeringsugen 
17. november 2026: World Prematurity Day:  https://www.who.int/campaigns/world-prematurity-day
19. november 2026: International Stop Tryksårsdag:  https://epuap.org/stop-pressure-ulcers/