Et britisk studie har undersøgt, om kunstig intelligens (AI) kan bruges til at analysere, hvordan sundhedsorganisationer reagerer på patienters feedback, og dermed give indblik i organisationernes patientsikkerhedskultur. Forskerne har analyseret mere end 157.000 skriftlige svar fra 844 sundhedsorganisationer på patienters henvendelser via den britiske digitale platform Care Opinion i perioden 2011-2023.
Platformen giver patienter og pårørende mulighed for at dele deres oplevelser med sundhedsvæsenet og modtage offentlige svar fra de berørte organisationer.
Forskerne udviklede en AI-model til at vurdere, i hvilken grad organisationernes svar forholdt sig til patienternes bekymringer og viste tegn på organisatorisk læring. Resultaterne viste, at AI kunne bruges til at analysere store mængder patientfeedback og identificere forskelle i organisationernes måde at reagere på.
Modellen var dog bedre til at vurdere, om organisationerne forholdt sig til patienternes henvendelser, end til at identificere tegn på læring og forbedring.
Et mål for patientsikkerhedskultur
Forskerne konkluderer, at AI-analyse af organisationernes svar på patientfeedback kan være et nyttigt supplement til eksisterende metoder til at undersøge patientsikkerhedskultur. Metoden kræver dog yderligere udvikling og validering, og svarenes indhold dokumenterer ikke i sig selv, at der faktisk er gennemført forbedringer i patientsikkerheden.
Metoden kan ikke direkte overføres til Danmark, da vi ikke har en tilsvarende platform, hvor patienternes tilbagemeldinger og sundhedsorganisationernes svar er samlet og offentligt tilgængelige.
Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer 4-5 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed.
Tilmeld dig Fagligt Nyt
