Pårørende har i stigende grad mulighed for at besøge patienterne på sygehuset – nøjagtig når det passer dem. Det viser ny landsdækkende besøgstidsundersøgelse gennemført af TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Besøgstidsundersøgelsen er nu gennemført fem år i træk, første gang i 2013. De 119 afdelinger i undersøgelsen er alle medicinske og kirurgiske afdelinger med døgnfunktion.
I 2013 havde sygehusafdelingerne i undersøgelsen i gennemsnit åbent for besøgende og pårørende 12 timer i døgnet. Dengang havde kun 9 procent af sygehusafdelingerne åbent for pårørende døgnet rundt. Den nye undersøgelse viser, at afdelingerne nu i gennemsnit har åbent 22 timer i døgnet, og 72 procent af afdelingerne har døgnåbent.
Udviklingen glæder Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der sammen med TrygFonden står bag undersøgelsen.
Det er en meget positiv udvikling. På bare fem år er der sket en mangedobling i antallet af sygehusafdelinger, der har åbent for de pårørende døgnet rundt. De pårørende har ofte vigtig viden om patienterne, og den viden kan bedre inddrages, når de pårørende kan komme på besøg. Også om formiddagen, hvor mange af de vigtige beslutninger om pleje og behandling bliver truffet. Det er godt for patientsikkerheden
siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
‘Behov for bedre inddragelse af pårørende’
Et af de sygehuse, der har indført fri besøgstid er Sjællands Universitetshospital.
Vi har indført fri besøgstid på alle afdelinger, så patienterne selv kan bestemme, hvornår de vil have deres nærmeste ved deres side. Patienterne er i en sårbar situation, og de har krav på at have deres pårørende hos sig. De pårørendes nærhed giver patienterne ro og tryghed, om det så er ved konsultation hos lægen, ved et måltid eller i løbet af natten. De pårørende er vigtige, og de skal føle sig velkomne
siger Beth Lilja, vicedirektør, Sjællands Universitetshospital.
Pårørende kan og vil bidrage
Pårørende til patienter kan og vil spille en langt mere aktiv rolle – ud over at komme med blomster og chokolade. Det viser en landsdækkende undersøgelse, DEFACTUM gennemførte for TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed i 2016.
Hent undersøgelsen ‘Pårørende på spring’
Pårørende har ofte vigtig viden om f.eks. patientens symptomer eller tidligere sygdomme, der kan være relevant for sundhedspersonalet og godt for patientsikkerheden.
Den pårørende kan sammen med patient og sundhedspersonale opnå endnu bedre forståelse for patientens samlede situation. Patienten bliver mere tryg, behandlingen bliver mere kvalificeret, og opfølgningen bliver bedre. Derfor er det afgørende, at sygehusene har åbent for de pårørende
siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.
Undersøgelsen er en del af projektet Hej Sundhedsvæsen, som TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed står bag.Besøg Hej Sundhedsvæsens hjemmeside