Indlægges bringes i sin fulde længde efter aftale med Kommunal Sundhed
Sommertid er læsetid. De flittige unge læser til eksamener, forbereder projekter og sveder imens. Vi andre pakker podcasts og publikationer.
Selvom Sundhedsstrukturkommissionens rapport vistnok ikke bliver helt så omfattende, som den tykkeste bog i Danmark (Dagpengereglerne, 23.675 sider!!!), så siger rygterne, at der er tale om et digert værk. Lad os håbe, at der er et velskrevet og dækkende resumé.
Men mon ikke det er en af de publikationer, der ryger med i strandtasken. Også fordi der jo med vanlig omhu er høringsperiode over sommerferien. Intet nyt under solen, som der står i Biblen.
Men med vanlig hang til at udfordre pligtsludder om, hvor spændende det hele er, så vil jeg nu alligevel anbefale nogle andre podcasts og publikationer til sommerrygsækken, hvis man interesserer sig for at forbedre sundheds- og ældreområdet. For – surprise – uanset hvad der står i Sundhedsstrukturkommissionens rapport, så er det kun hårdt arbejde og ikke ord, der kan skabe forbedringer.
Et af de steder i verden, der har skabt størst forbedringer med vedholdenhed og styrke i metoderne, er East London Foundation Trust. De har netop fejret en smuk 10-års fødselsdag for deres forbedringsarbejde. Og ja – de har fået resultater hurtigere, men der skal 10 år til at gøre det til en kultur. I en fin podcast har en af hovedpersonerne bag deres transformation en række personer til at tale om, hvad vi har brug for fremover, for at skabe varige forbedringer. Man kan med fordel lytte til podcasten, mens man ordner kartofler eller jordbær.
Hvis man hellere vil læse en bog, er der mange at vælge imellem. For heldigvis bliver det stadig tydeligere, at alle de tiltag og indsatser, der bliver besluttet, ikke kommer ud over rampen og rent faktisk bliver til noget, medmindre man sætter ressourcer af til at implementere i bund.
En af de gode bøger er ‘Wiring the Winning Organization’ af Steven Spears og Gene Kim. Den handler om, hvordan vi ændrer vores organisation fra at være i farezonen til at være i vinderzonen. Og når man har læst den, står det klart, at vi bliver nødt til at simplificere, klarificere og forstærke i vores arbejde for at komme væk fra bare at overleve til et sted, hvor vi rent faktisk kan innovere.
Og når vi er ved innovation, kan Hilary Cottams bog om ‘Radikal hjælp’ være en stor kilde til inspiration. Cottam argumenterer for styrken i relationer og beskriver selv sit arbejde som ‘sund fornuft’: At møde borgeren som et andet medmenneske. Tale sammen, bruge tid på at lære hinanden at kende og spørge: ‘Hvad har du brug for min hjælp til?’, så man får knækket den kode, der kan få borgeren på fode igen. Måske er bogen særlig velegnet til hængekøjen, mens man kigger op for at se børn lege.
Men inden I når til læsningen, så tag en givende dag på arbejdet – og kombinér det, som de foreslåede sommerferiesysler – ved at give den gas til ‘Vigtigt for dig’-dag! Dagen, hvor rigtig mange i sundhedsvæsenet gør sig umage for at dyrke relationen og virkelig lære hvad det er for et menneske vi har foran os.
God læseferie!