Dansk Selskab for Patientsikkerheds direktør, Inge Kristensen, har skrevet en blog til Kommunal Sundhed. Med tilladelse fra Kommunal Sundhed bringes bloggen her i sin fulde længde.
I den forgangne uge afsluttedes forbedringsprogrammet ‘I sikre hænder’. 33 kommuner har været med og arbejder videre med den læring og de metoder, de har fået med. Men hvad med resten af kommunerne?
Hver uge er der nye dårlige nyheder fra sundhedsvæsenet. Fra den seneste tid er det bl.a. forsinkede og fordyrede sygehusbyggerier og forsinkelser på kræftbehandling, der har fyldt. Det kommer ikke til at trække overskrifter, at forbedringsprogrammet ‘I sikre hænder’, der har kørt siden 2013 og indtil videre har involveret 33 kommuner, lukker og slukker. Alligevel er det sin egen lille skandale.
I disse måneder og år er frisættelse og ’kaffe først’ de store mantraer. Alle elsker noget nyt, og det kan kun gå for langsomt. Men der er – sagt i al stilfærdighed – et meget stort behov for, at der arbejdes mere med den faglige kvalitet end mindre, som det let bliver til, når ’kaffe først’ bliver moderne. Samtidig er der rigelig kontrol. Tilsynsmulighederne er rigelige – det er arbejdet med kvalitetsudvikling, der er behov for at styrke.
Fokus på tidlig opsporing
Hvis der for alvor skal dæmmes op for tilgangen af patienter til de trængte akutafdelinger, så er det arbejdet med tidlig opsporing, der skal styrkes. I sidste uge fejrede vi i Kolding de resultater, kommunerne fra den seneste runde af I sikre hænder har opnået.
Nogle af disse resultater er et systematisk fokus på tidlig opsporing, som forebygger indlæggelser og genindlæggelser. Netop det, vi efterspørger – eller hvad? Og jeg skal da hilse og sige, at der er masser af værdighed i at undgå indlæggelser, fald, tryksår og medicinfejl. Der er god grund til at hylde de kommuner, der på den måde går foran og bevarer og udvikler fokus på kvalitetsudvikling.
Man kan med en vis ret sige, at kommunerne jo har en forpligtelse til at arbejde med kvalitetsudvikling. Men det er kun med en vis ret. Reelt er der et mix mellem sundhedsydelser og servicelovsydelser i kommunerne, og serviceloven har aldrig understøttet kvalitetsudvikling. Det er en lov om rettigheder og ydelser, og udvikling er ikke, som i sundhedsloven, skrevet direkte ind.
Man kan vel også med en vis ret sige, at når der er indført nye behandlingsformer og funktioner på sygehuse, er der fulgt ressourcer med. Den sidste runde af I sikre hænder med 15 kommuner har kostet 16 mio. kr. over tre år. Det kan næppe kaldes en stor investering i kvalitetsudvikling, slet ikke sammenlignet med udgifterne til tilsyn, som måles i trecifrede millionbeløb – hvert år.
Metoderne til at arbejde med kvalitetsudvikling i I sikre hænder kan ikke stå alene – det er der ikke noget, der kan – men det er et vigtigt skridt til at sikre både borgerrettet og faglig kvalitet.
Behov for permanent fokus
Vi har behov for et permanent fokus på kvalitetsudvikling i kommunerne (og nej – igen – det er ikke det samme som kontrol). Vi må også have fokus på, at ting tager tid. At vende og vænne en hel kommunal sektor til at arbejde med kvalitetsudvikling kræver tid og afprøvninger og kan ikke tvinges igennem med kontrol, databaser eller strukturændringer.
Og det ‘sjove’ er, at alle er enige om, at programmet bør videreføres, men at det falder imellem de to stole – eller måske rettere: kløfter! – som serviceloven og sundhedsloven udgør. Men det er og bliver der, borgeren er, og der skal kvaliteten være i orden!
Så – længe leve ‘I sikre hænder’.
