Medicinsikkerheden for borgere på botilbud og midlertidige pladser skal være i top – det er formålet med det nye projekt ”Sikker Medicinering”. Projektet starter op i midten af august 2023 og løber over 2½ år til begyndelsen af 2026.
10 enheder er netop udvalgt til at deltage i projektet:
5 enheder fra botilbud:
- Assens Kommune
- Horsens Kommune
- Middelfart Kommune
- Silkeborg Kommune
- Region Sjælland (bo- og aflastningstilbud).
5 fra midlertidige pladser:
- Allerød Kommune
- Hvidovre Kommune
- Middelfart Kommune
- Ringkøbing-Skjern Kommune
- Slagelse Kommune.
– forbedre de fysiske forhold omkring medicineringsprocessen
– kompetenceudvikle personalet i forhold til medicin og medicineringsprocessen
– understøtte implementeringen af sikre arbejdsprocesser og arbejdsgange i forhold til medicinering ved hjælp af uddannelse i Forbedringsmodellen.
Formålet er at nedbringe antallet af medicineringsfejl på botilbud og midlertidige pladser og dermed øge medicinsikkerheden for borgerne på de deltagende enheder varigt. Dette vil desuden kunne føre til en væsentlig forøgelse af borgernes værdighed og medarbejdernes sikkerhed og tryghed.
Opstartsmøder i august
– Vi er glade for at se den interesse, der har været for at deltage i projektet, for vi ved, at korrekt medicinering kan have stor betydning for den enkelte borgers habilitering og rehabilitering – samtidig med at medicin er et af de områder, der rummer de største risici for fejl og skader på borgerne, siger PS!-direktør Inge Kristensen.
Projektet starter for alvor op i slutningen af august, hvor der vil være opstartsmøder med de udvalgte enheder. Herefter er der lokale læringstræf i efteråret, og det første fælles læringstræf i januar 2024.
– Vi glæder os til at komme i gang og til at tale meget mere med de enkelte enheder om, hvad de største behov er hos dem. For selvom vi kommer med en model og metoder til at skabe større sikkerhed for borgerne, så er det deres virkelighed, vi tager udgangspunkt i, siger Inge Kristensen.
Bag Sikker Medicinering står PS!, der med støtte fra Helsefonden sætter ind på et område, der har stor betydning for borgernes patientsikkerhed.