Afsnit i Sikker Psykiatri vinder inddragelsespris

Psykiatrisk sengeafsnit N7 i Region Nordjylland, som deltager i projekt Sikker Psykiatri, løber med prisen ’Årets borgerinddragende initiativ’.

’Patienten for bordenden’ handler om, at patienten samt eventuelt pårørende deltager i mødet om behandlingen.

For første gang nogensinde uddelte Danske Regioner prisen ’Årets borgerinddragende initiativ’. Prisen gik til psykiatrisk sengeafsnit N7 i Frederikshavn – som også er med i projekt Sikker Psykiatri – for initiativet ’Patienten for bordenden’.

Vi er meget glade og stolte over at vinde, og prisen er et stort skulderklap til både ansatte og patienter, som kan tage æren for, at ’Patient for bordenden’ er en del af vores hverdag på afsnittet
-Karin Bergh-Hanssen, ledende sygeplejerske på N7

Ingen møder om patienten – uden patienten

’Patienten for bordenden’ handler om, at patienten samt evt. pårørende deltager i mødet om behandlingen. Tidligere havde personalet holdt tværfaglige møder uden patienten, hvor behandlingen blev besluttet og meddelt patienten. Nu tager mødet udgangspunkt i, hvad der er meningsfuldt for patienten, og vedkommende er selv med til at bestemme forløbet

Det har givet gode resultater. N7 har interviewet patienter, der har deltaget i behandlingsmøder. Patienterne fortæller, at de føler sig mere inddraget, bedre forberedt, mere trygge og som en del af behandlingen.

Med prisen følger 10.000 kr. 

– Vi skal snakke med vores patienter om, hvad de kunne tænke sig at bruge pengene til. For os er det blevet naturligt, at vi skal inddrage patienterne i det, vi laver, og derfor skal patienterne høres om, hvad de tænker, at vi skal bruge pengene til, fortæller Karin Bergh-Hanssen.

Se video om projektet ’Patienten for bordenden’.

Find mere om