Indlægget bringes i sin fulde længde efter aftale med Kommunal Sundhed.
Coronaepidemien er ikke gået over. Men det er andre problemstillinger i sundhedsvæsenet heller ikke. Og de udfordringer, der nogle steder er med det, man bredt sagt kalder ‘kultur’, har vist deres grimme ansigt i sommertiden.
Det er ikke nyt, og det er sørgeligt og frustrerende, at det forekommer. Mere af det samme ændrer ikke noget, men der er veje til forbedringer. Og dem skal vi bruge. For borgernes, ledernes og medarbejdernes skyld. Nedenfor er der bud på seks greb.
Inden sommerferien og TV-udsendelserne om Else og Niels talte jeg med en pårørende, som var ked af det og frustreret. Med to syge forældre med stærkt nedsat funktionsniveau var det ikke bare hårdt, men direkte farligt, at hun ikke kunne besøge og være tovholder: medicin, koordinering og kommunikation, der var problemer hele vejen rundt. Hun berettede om mange ting, der ikke kan lade sig gøre under Corona.
Men det er en anden historie, for det, der i denne sammenhæng fik mig til at spidse øre, var en regel på den midlertidige plads, hendes far var på: Man må ikke ringe på klokken fra kl. 17.30 til kl. 18.15, for der spiser personalet…
Det er der, det starter. Eller det begynder måske med, at ”alle” ved, at der er en helt anden tilgang i nattevagten, eller at NN taler hårdt til Ruth, eller…
Det accepteres, og det man som leder går forbi uden at reagere, det fremmer man. Enhver rejse både fremad mod forbedringer og bagud mod dårlig kultur begynder i lille skala. Kultur er konkret, og alt vi gør, kommunikerer hvad vi mener, og ’hvordan man gør her på stedet’. Og så kan man have vedtaget nok så mange politikker og værdier og have nok så mange tilsyn. Kvaliteten er der, hvor borgerne er. Ikke i en styrelse eller på et rådhus.
Mange ledere står i en situation, hvor de nu spørger: Sker det hos os? Mange har i årevis arbejdet hårdt for at få enderne til at mødes, hvad enten det handler om reduceret økonomi, borgere med mere komplekse sygdomsbilleder, samarbejdet med resten af sundhedsvæsenet og de pårørende eller rekruttering af medarbejdere. Nogle gange det hele, samtidig med at kontrollerne bliver flere.
6 greb – et skridt ad gangen
Men den gode nyhed er, at der er mange, der har fundet ud af, at mere af det samme – giver mere af det samme, og derfor har taget skeen i den anden hånd. Som tager små skridt, arbejder med forbedringer, opbygger kompetencer og faglig stolthed hos medarbejderne. Vi kan se det på Bakkegården, vi kan se det på Lolland.
Artikel i Politiken: Bakkegården er et hjem. Beboernes hjem
Artikel fra Zetland om Lolland kommune
Det handler om mange ting. Det begynder selvfølgelig med reelt at sætte borgeren først, at spørge – og lytte til – ”Hvad er vigtigt for dig?”. Det handler i lige så høj grad om ledelse tæt på.
Og der er mange gode metoder at læne sig op ad: Gå i borgerens fodspor, brug 15-skridtsmetoden, gå sikkerhedsrunder og spørg: ”hvad og hvem er I bekymrede for?” og sæt medarbejderne i stand til at handle selv ved at afprøve forbedringer i lille skala. Nogle steder skal man måske indføre sikkerhedsbriefinger (”huddles”). Og læs klagerne, tal med de pårørende og borgerne, find mønstrene i de utilsigtede hændelser og brug i det hele data til at forbedre.
De 6 greb
- Vigtigt for dig
- Sikkerhedsbriefinger
- I borgerens fodspor
- Patientsikkerhedsrunder
- De 15 skridt
- Forbedringsmetoder
Bliver alt perfekt? Nej! Og vil der aldrig være klager et sted, hvor man arbejder med læring og forbedringer? Ja, selvfølgelig.
Der vil kunne opstå forventningsgab, og der vil også være beslutninger om serviceniveau og andet, som spiller ind. Og vi får aldrig et fejlfrit sundhedsvæsen. Men opbygning af en robust organisation, hvor læring, ledelse og ”vigtigt for dig” er i højsædet, vil alt andet lige give den kvalitet og livsglæde til borgerne, vi gerne vil have. Og den faglige stolthed, arbejdsglæde og mentale sundhed hos medarbejderne, som er så vigtig for at nå derhen.
