De fleste patienter er villige til at tale om deres forventede levetid – men en del er ikke….

En dialog mellem patient og læge om forventet levetid kan være med til at understøtte beslutninger om pleje, behandling og forebyggende tiltag. Men det at tale om forventet levetid kan være ubehageligt eller skræmmende for patienten.

En ny litteraturgennemgang, gennemført af danske forskere, kortlægger patienternes præferencer i forhold til disse potentielt vanskelige samtaler. Undersøgelsen har blandt andet relevans for samtaler med de ældste og de mest syge om deres ønsker for den sidste levetid.

Klar til samtalen

I alt 41 undersøgelser med i alt 27.570 patienter indgik i gennemgangen. Nogle undersøgelser var kvantitative, fx spørgeskemaundersøgelser (n = 27) og nogle var kvalitative interviewstudier (n = 14).

Villighed til at diskutere forventet levetid varierede fra 19 til 100% på tværs af undersøgelserne. Overordnet var det 77 % af patienterne, der var villige til at tale om mere end halvdelen af de delspørgsmål, der relaterede sig til emnet.

Der var betydelig variation i patienternes villigheden til at diskutere forventet levetid, selv mellem undersøgelser af patienter med samme alder, samme sygdomme og samme kulturelle profiler. Især blandt kræftpatienter og patienter i alderen 50-64 år var det meget stor variation. Det var derfor ikke muligt på grundlag af litteraturgennemgang at identificere patientgrupper, som med størst sandsynlighed er parate til samtaler om forventet levetid.

Der er derfor vigtigt, at klinikere afklarer patientens individuelle præferencer, når de indleder diskussioner om forventet levetid, konkluderer forskerne.

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt


Bjørk E, Thompson W, Ryg J, Gaardboe O, Jørgensen TL, Lundby C. Patient Preferences for Discussing Life Expectancy: a Systematic Review. J Gen Intern Med. 2021 Aug 2. doi: 10.1007/s11606-021-06973-5. Epub ahead of print. PMID: 34338978.

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34338978/

Find mere om