Har du talt med dine nærmeste om, hvad der skal ske når du dør? Hvor du skal begraves? Hvilke sange, der skal synges i kirken? Har du taget stilling til, om sundhedspersonale må forsøge at genoplive dig i tilfælde af hjertestop? Har du lavet et behandlingstestamente? Og ønsker du i vides mulige omfang at dø hjemme?
Spørgsmålene er mange, og presser sig stadig mere på i takt med, at vi bliver ældre. Derfor inviterede Frederiksberg Seniorråd og Frederiksberg Kommune i slutningen af oktober til borgermøde om den sidste tid.
Her fortalte og diskuterede en række inviterede gæster og oplægsholdere ud fra deres eget perspektiv om, hvordan man lettere kan tage den vigtige samtale om livets afslutning med sine pårørende, mulighederne for pleje og hvordan man kan hjælpe sundheds- og plejepersonale med, at man får en sidste i overensstemmelse med de ønsker, man har.
ABC Visen til borgmesterens begravelse
Frederiksberg-borgmester Michael Vindfeldt bød velkommen og sang for på ABC Visen – som han i øvrigt ønsker afsunget til sin egen begravelse.
– Det kan være svært at tale om den sidste tid. Men ofte er det jo sådan, at ting, der er svære at tale om, også er meget vigtige at tale om. Derfor er det også så afgørende, at vi fortæller hinanden og dem, vi holder af, hvad der er vigtigt for os, når den tid kommer. Så vi kan gøre det rigtige ifm. den sidste tid, sagde han i velkomsten.
Derefter kom Heidi Stuhaug, souschef for kommunens sundheds- og omsorgsafdeling, på scenen og fortalte om, hvad der gøres på Frederiksberg for at sikre en god sidste tid for borgerne. Hun pointerede også, at den god sidste tid ikke kan skabes af sundhedsvæsenet alene.
– Der er brug for relationer, nærvær og medmenneskelighed, og det skaber vi sammen med de pårørende – og nogle gange sammen med civilsamfundet, hvor vi har et tæt samarbejde med fx Dansk Røde Kors, menighedsplejen, Ældresagen og andre. Det kan fx være ifm. den vågetjeneste, de tilbyder, sagde Heidi Stuhaug, og fastslog:
– Vores budskab er: Tag samtalen i god tid!
Samtalen behøver ikke at være svær – men er vigtig
Dermed var ordet givet op til aftenens hovedtaler, Ove Gaardboe, som er tidligere cheflæge og nu chefkonsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Han har i snart 10 år beskæftiget sig med, hvordan man som ældre, patient, pårørende og sundhedspersonale taler om den sidste tid.
Læs om Ove Gaardboes arbejde og projekt Klar til Samtalen
Med udgangspunkt i sit eget foreløbig 73 år gamle liv tilsat en god snert humor og – ikke mindst – masser af viden på området førte han de ca. 140 tilhørere i den propfyldte sal på Frederiksberg gennem vigtigheden af at tage den vigtige samtale. Han fortalte om de fem faser op til og gennem døden, jura og praktik ift. fravalg af behandling og genoplivning og gav en indførsel i nogle af tallene, der viser, at der stadig er (for) mange som dør på hospitalet frem for i eget hjem.
– Denne her (annonce på Powerpoint-slide, red.) fandt jeg på Ældresagens hjemmeside; det er en reklame for ældreskydning i Vojens – og så var det jeg tænkte på, om man også må det her på Frederiksberg? Det er da en måde at få indført aktiv dødshjælp på, indledte Ove Gaardboe, og havde dermed slået tonen an til den næste halvanden times tid, der nok handlede om døden, men også levnede plads til masser af smil og humor.
For Ove Gaardboe er nogle af hovedpointerne, at de sundhedsprofessionelle – i alle sektorer – skal være bedre til at tale med de ældste borgere og patienter.
– Der er allerede blevet sagt ”svære samtaler” en del gange allerede. Lad os aflyse det og sige, at samtalen om den sidste tid er en almindelig, men vigtig samtale, sagde han.
En stor del af oplægget handlede om at få drøftet og talt om sine ønsker til behandling eller genoplivningsforsøg i tilfælde af hjertestop.
Tag stilling til behandling i din sidste tid
Undervejs var der også drøftelser ved bordene og input fra de mange entusiastiske tilhørere. Der blev stillet gode spørgsmål og givet erfaringer videre om både rørende og sjove aspekter ved egen og pårørendes sidste tid. Blandt andet omkring behandling – og overbehandling – i en sidste fase af livet, hvor det måske ikke nødvendigvis er, hvor langt man tidsmæssigt kan strække sit liv, der er det vigtige – men snarere hvor stor kvalitet man kan bringe ind i det, inden man dør.
– For mig er det vigtigt, at jeg ikke får noget behandling, som ikke reelt forbedrer min livskvalitet, når jeg kommer dertil, sagde Ove Gaardboe kort efter, han havde vist en vittighedstegning med en læge og en patient:
Lægen: ”Du har 6 måneder, men med aggressiv behandling kan vi få det til at virke meget længere…”
Ove Gaardboe gennemgik, hvordan man lavpraktisk og med MitID opretter et behandlingstestamente og siger nej til genoplivningsforsøg. Det er jo fuldstændigt individuelt, hvad man føler og beslutter sig for – men det er vigtigt at få taget stilling. Derfor blev et gennemgående tema for mødet også, hvordan man inddrager sine nærmeste pårørende i sine ønsker til den sidste tid. Både ift. det lavpraktiske og de større tanker.
Bo Kaspers Orkester og aske i Pakhusbugten
Ove Gaardboes egen bisættelse skal blandt andet ske til tonerne af Bo Kasper Orkesters ”Dansa på min grav” – streaming og en højttaler ok, hvis det er for dyrt for de pårørende at booke orkestret. Asken skal dels spredes i Pakhusbugten ved Anholt, dels graves ned ved sommerhuset på samme ø.
Borgermødet sluttede med indspark fra og spørgsmål til et panel bestående af Frederiksborg-borgmester Michael Vindfeldt, Signe Heltberg, der er formand kommunens ældre- og sundhedsudvalg samt Kim Sønderup, der er formand for praktiserende lægers organisation på Frederiksberg.
Både her, ved oplæggene forinden og ud fra publikums reaktioner var det tydeligt, hvor vigtigt det er at få taget stilling til og udtrykt sine ønsker til sin sidste tid.
– Så kan vi dø i fred. Det er vigtigt at dø i fred – og ikke få fred, fordi man dør, understregede Ove Gaardboe.
