75 sessioner, 100 patientsikkerheds- og kvalitetstalere, 10 halvdags workshops, 8 Experience Days, en masse postere og 5 keynotes. Der er nok at vælge imellem, når den store internationale konference om patientsikkerhed og kvalitet International Forum on Quality and Safety in Healthcare løber af stablen den 15.-17. maj i Bella Centeret i København.
– Sundhedsvæsenet kan få en masse inspiration til arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed. Der vil være et hav af forskellige sessioner og workshops, hvor man kan få inspiration. Her bliver noget af det bedste arbejde inden for patientsikkerhed og kvalitet fra udlandet og Danmark præsenteret. Og så vil man jo ikke mindst få mulighed for at tale med en masse virkeligt dygtige mennesker, som kommer og vil dele deres viden med os. Det er en mulighed, som man bestemt skal tage imod, siger direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Inge Kristensen.
Det er et kærkomment tidspunkt, at konferencen kommer til København, så endnu flere sundhedsprofessionelle fra det danske sundhedsvæsen har mulighed for at deltage.
– Vi er i en situation i sundhedsvæsenet, hvor der er trangt, og der er mange udfordringer, så den inspiration, energi og det boost, man kan få ved at komme på til konferencen, er enormt vigtigt, siger Inge Kristensen.
Læs om International Forum Copenhagen 2023
Seneste viden til direkte brug i sundhedsvæsenet
International Forum on Quality and Safety in Healthcare er den centrale internationale konference for kvalitets-, forbedrings- og patientsikkerhedsarbejde. Fra konferencen kan sundhedsvæsenet få den seneste viden inden for feltet, og dermed holde sig opdateret om de nyeste metoder, forskningsresultater, trends og meninger.
Både det internationale og det danske patientsikkerhedsarbejde har i mere end 25 år i høj grad udviklet sig i dette regi. Nye tendenser inden for kvalitet og patientsikkerhed diskuteres og defineres her, og konferencen fungerer som et fælles internationalt reference- og mødepunkt.
På konferencen består inspirationspaletten af indhold både fra ind- og udland. Selvom sundhedssystemerne i udlandet ikke er helt lig med sundhedsvæsenet i Danmark, er der nyttige paralleller at drage og læring at hente.
– Man kan lære meget af andre, selvom de ikke ligner os – også selvom de har færre ressourcer end os, fordi de alligevel kan opnå nogle rigtig gode resultater. På den måde kan man blive inspireret til at udforske, hvor langt vi i virkeligheden kunne nå med de her metoder. Det er metoderne, der er fokus på, og de kan bruges alle vegne, siger Inge Kristensen.
Der er også stor grund til vende øjnene mod de danske oplægsholdere, hvor sundhedsprofessionelle i flere tilfælde kan lave en copypaste af andres arbejde.
– I Region Midtjylland har de fx arbejdet med flow – altså at reducere ventetider og udnytte ressourcerne bedre på operationsgangen. Jeg er helt sikker på, at det vil man kunne bruge i resten af landet. Det er enormt aktuelt i den situation, vi er i, hvor sundhedsvæsenet er presset.
Læs om de 7 Experience Days ifm. International Forum Copenhagen 2023 i det danske sundhedsvæsen
Emner til ethvert behov
Med alt det indhold kan det være svært at navigere i, hvilken session, workshop eller poster man skal lade sig inspirere af.
– Men gå lidt med hjertet. Man skal gå ind til det, hvor man tænker, at det her er jeg nysgerrig på, og måske også noget, som man ikke helt ved, hvad handler om, for man kan blive rigtig positivt overrasket, opfordrer Inge Kristensen.
Uanset om du interesserer dig mest for forbedringsmetoder, folkesundhed eller ledelse – eller hellere vil høre om andre landes erfaringer med personcentreret pleje og tværsektorielt samarbejde – er der inspiration at hente.
PS! giver dig et overblik over noget af det internationale indhold, der kunne være relevant for det danske sundhedsvæsen, i denne artikel
Og et overblik over det danske indhold, der kunne være relevant, i denne artikel