Et helt år uden medicinfejl på bostedet Grønningen

Bostedet Grønningen i Thisted har som det første bosted i Danmark rundet 365 dage uden medicinfejl med lægekontakt.

Systematik og inddragelse af beboerne i egen behandling er nøglerne til, at bostedet Grønningen i Thisted har rundet et år uden medicinfejl med lægekontakt.

– Vi har svedt og skældt ud og været ved at skrige over dokumentationen, men projektet har været hammergodt og det har dokumenteret, at vi faktisk ikke laver alvorlige medicinfejl her, svarer leder af Grønningen Inger Marie Korsgaard på spørgsmålet om, hvordan det har været at arbejde med at nedsætte risikoen for medicinfejl på det socialpsykiatriske bosted.

Men selvom frustrationerne til tider har været tårnhøje, er personalet på Grønningen, som deltager i projekt I sikre hænder, alligevel helt enige om, at det har været det hele værd. For gevinsterne er nemlig til at tage og føle på:

– Der har været gevinster allerede fra den dag, hvor vi begyndte med undervisningen, seks måneder før projektet startede. Vi fik fokus på vores beboeres medicinlister og lærte, hvordan medicinen arbejder sammen. Det har været en kæmpe opkvalificering af vores kontakt med lægerne og distriktspsykiatrien, fordi vi i dag møder op med en mere kvalificeret henvendelse. Det har helt klart styrket vores samarbejde, fortæller Mette Kirk.

Hun er social- og sundhedsassistent på Grønningen og tovholder for udbredelsen af I sikre hænder til kommunens øvrige bosteder.

Ansvar for egen behandling

Det er ikke kun samarbejdet med lægerne og psykiatrien, som har haft udbytte af projektet. Den helt store vinder er beboerne, som er begyndt at tage ansvar for deres egen behandling.

– Beboerne forholder sig til medicinen på en hel anden måde. Mange af dem har voldsomme bivirkninger. De får styr på, hvad det er, de mærker og lærer at forstå deres bivirkninger, når de lærer noget om medicinen. Og så kan de være medbestemmende i forhold til egen medicinering. Det er ikke, fordi beboerne ikke skal have medicin. Men vi bakker op om, at de får præcis den mængde, som de har brug for, fortæller Inger Marie Korsgaard, som er leder af Grønningen.

Hun er stolt af de resultater, hendes personale og beboerne på Grønningen har opnået: Sidst i maj kunne de som det første af bostederne i Danmark fejre 365 dage uden medicinfejl med lægekontakt.

Næste milepæl er at udbrede I sikre hænder til kommunens øvrige socialpsykiatriske bosteder, så også deres beboere kan få hjælp til at tage ansvar for egen behandling.

Find mere om