I sikre hænder er vejen frem til en mere sikker ældrepleje: Se de flotte resultater

Kommunerne i I sikre hænder kan bryste sig af at have skabt en sikker ældrepleje, hvor antallet af medicinfejl, fald, uplanlagt vægttab og forebyggelige indlæggelser er minimeret. I 300, 200 og 100 dage har borgerne undgået fejl, mangler og skader, der kan forebygges.

Kommunerne fra I sikre hænder 3 øger borgernes sikkerhed i ældreplejen markant. Resultaterne fra de forskellige teams vælter ind, og mange teams kan fejre, at de har opnået mål fra I sikre hænder.

Målet er at give borgerne i ældreplejen en sikker pleje og behandling ved at reducere tryksår, medicinfejl, fald, uplanlagt vægttab, infektioner og forebyggelige indlæggelser.

– Det kæmpe stykke arbejde, som kommunerne har lagt i I sikre hænder, begynder nu rigtig at vise sig. Teamene kan være stolte af sig selv. Deres arbejde har stor betydning for borgernes helbred og livskvalitet, siger Bodil Elgaard Andersen, der er chefkonsulent og projektleder for I sikre hænder hos Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

De 15 kommuner arbejder alle med at reducere antallet af medicinfejl og har derudover yderligere valgt 2 indsatsområder, efter hvilke aktuelle problemstillinger de har i kommunerne.

Om I sikre hænder
Mange borgere er udsat for tryksår, medicineringsfejl og andre utilsigtede hændelser og skader i kontakten med sundhedsvæsenet. Formålet med indsatserne er i forbedringsprogrammet I sikre hænder er, at borgerne i ældreplejen får den rette pleje og behandling – hver gang. Det sker ved, at medarbejderne får metoder til at systematisere deres arbejdsgange.

Programmet består af 6 kliniske indsatsområder (tryksår, medicin, fald, infektioner, ernæring og tidlig opsporing) og to organisatoriske indsatsområder (ledelse af forbedringsarbejde og borger- og pårørendesamarbejde).

De 6 kliniske indsatser indeholder elementer, som ifølge sundhedsfaglige eksperter er de vigtigste indenfor et område.

Flere hundrede dage uden medicinfejl med lægekontakt

Flere teams har opnået 100, 200 og 300 dage uden medicinfejl, der kræver lægekontakt. Et af dem er team Øster Elkjær i Fredericia Kommune, som er oppe på 200 dage uden medicinfejl:

– Nu kører vi. Lige pludselig så kunne vi det bare. Vi prioriterede I sikre hænder højt i vores afdeling. Da vi begyndte at indsamle data, kunne vi pludselig se effekten af vores arbejde. Motivationen blev øget drastisk. Hele afdelingen kan se, at vores forbedringsarbejde gør en forskel for vores borgere, fortæller teamet.

Teamet har efter at have deltaget i forbedringsprogrammet fået et større fokus på kvalitetsudvikling og patientsikkerhed.

– Det er en måde, vi er begyndt at tænke på – helt naturligt. Vi har fået en kulturændring, hvor fokus er gået fra en fejlfindingskultur til en lærings- og udviklingskultur. Vi forstår nu data, og det giver mening for os at arbejde med det. Vi har fået et motiveret og engageret team, som nu arbejder struktureret med I sikre hænder, og som arbejder rigtig godt sammen.

DISSE TEAMS HAR OPNÅET 100, 200 OG 300 DAGE UDEN MEDICINFEJL, DER KRÆVER LÆGEKONTAKT
100 dage
Othello, Fredericia
Skoven på Skovsminde, Gribskov
Rønnebækhus, Vallensbæk Syd, Vallensbæk
Ranum, Vesthimmerland

200 dage
Øster Elkjær, Fredericia
Kongshøj, Middelfart
Beringshaven, Holstebro

300 dage
Pilotgruppe 3, Guldborgsund
Skrænten på Trongården Plejecenter, Gribskov

Antallet af fald og uplanlagt vægttab falder drastisk

200 og 100 dage uden fald med lægekontakt kan flere teams efter hårdt arbejde endelig sætte hak ved. Team Sydøst fra Ringsted Kommune har opnået 100 dage uden fald med indlæggelser:

– Vi har haft drastiske fald i vores fald. Nu sidder den der. Vi gør det faktisk i søvne om morgenen. Vi kan se vores forandringer har skabt en forbedring, siger team Sydøst.

DISSE TEAMS HAR OPNÅET 100 OG 200 DAGE UDEN FALD, DER KRÆVER LÆGEKONTAKT
100 dage
Pilotgruppe 2, Doktorparken, Guldborgsund
Pilotgruppe 2,Toreby, Guldborgsund
Sydøst, Ringsted

200 dage
Pilotgruppe 2, CHR, Guldborgsund
LIGESOM DET HAR VÆRET MULIGT AT UNDGÅ 100 DAGE UDEN UPLANLAGT VÆGTTAB BLANDT DE ÆLDRE HOS DISSE TEAMS
100 dage
Ulfborg Aktivcenter, Holstebro
MID, Vallensbæk

Markant færre forebyggelige indlæggelser

Forebyggelige indlæggelser har det også været muligt at holde fra ældreplejens døre i 200 og 100 dage. Begge mål har to teams fra Guldborgsund Kommune opfyldt. Pilotgruppe 3 har formået at lukke forebyggelige indlæggelser ude i 200 dage:

– Det skaber noget fagligt stolthed. Det er en hverdag i gruppen nu, og vi tænker ikke over, at vi er med i et projekt. Vi skal blive bedre til at sige: ”Yes, vi er lykkedes med noget,” fortæller team Pilotgruppe 3 og fortsætter:

– Vi er overraskede over, hvor meget vi har nået. Vi har været med i nogle projekter før, hvor det ikke endte ud i et håndgribeligt produkt. Vi er nået langt. Tidlig opsporing kører i hele kommunen nu, og det havde vi måske ikke troet, var muligt.

100 OG 200 DAGE UDEN INDLÆGGELSER, DER KUNNE HAVE VÆRET FOREBYGGET, HAR DISSE TEAMS OPNÅET
100 dage
Pilotgruppe 1, Guldborgsund

200 dage
Pilotgruppe 3, Guldborgsund

Gør det nemt, er hemmeligheden bag de flotte resultater

Guldborgsund fik 6 diplomer for deres arbejde mod en mere sikker ældrepleje for borgerne. Hvad er deres hemmelighed? Det spurgte vi Pilotgruppe 3 om:

– Gør det så nemt som muligt at triagere, så vi tidligt får opsporet og fanget, hvis borgerne ikke er, som de plejer. Find en nem og simpel løsning, og gør det til en del af hverdagen. Fx havde vi før en 7-siders A4-manual om, hvordan man triagerer – nu er det 3 små lommekort. Før skulle medarbejderne tilbage til kontoret for at triagere. Det var ret besværligt. Nu kan de gøre det nemt og hurtigt på deres telefon, svarer de.

Det råd kan projektleder for I sikre hænder 3, Bodil Elgaard Andersen, tilslutte sig.

– Vi skal gøre det nemt at gøre det rigtige første gang. Det er ikke nødvendigvis store forkromede vejledninger, der er løsningen på problemerne. Helt simple og meget håndgribelige løsninger er ofte vejen frem. Og så er systematikken altafgørende, så vi også gør det rigtige hver gang, siger hun.

Find mere om