Mangelfuld dokumentation rejser bekymring for diagnosesikkerheden i svensk almenmedicin

Hver tredje journal har mangler, viser en gennemgang af journaler på patienter med uspecifikke symptomer fra svensk almen praksis. Det drejer sig fx om manglende dokumentation af differentialdiagnostiske overvejelser og utilstrækkelig dataindsamling.

En ny undersøgelse af journaler fra svensk almen praksis giver bekymring for diagnosesikkerheden. Undersøgelsen omfatter journaler på patienter med uspecifikke symptomer. Journalerne er udvalgt efter diagnosekoder, der repræsenterer uspecifikke symptomer og kliniske fund, der potentielt kunne være forbundet med kræft.

Studiet blev gennemført i Region Stockholm, hvor 27 almenlægecentre gennemgik 1.116 journaler fra patienter i alderen 40–75 år med udvalgte symptomkoder fra 2023.

Manglende dokumentation

Gennemgangen viste, at 32 % af journalerne indeholdt mindst ét forhold, der kunne give anledning til bekymring for den diagnostiske sikkerhed. I 21 % manglede dokumentation af overvejelser om differentialdiagnoser, i 18 % var dataindsamlingen utilstrækkelig, og i 12 % var alternative diagnoser ikke blevet overvejet.

Forskerne identificerede især problemer med manglende synlighed af de kliniske overvejelser, for snæver fokusering på én diagnose og manglende revurdering af patienten.

Forfatterne bag undersøgelsen arbejder for at forbedre diagnosesikkerheden i almen praksis og akutmodtagelser ved hjælp af metoden Safety Netting.

Reference

Fernholm R, Kappelin C, Nemlander E. Documentation-related diagnostic safety concerns in primary care: a structured medical record review of 1116 patient records. BMJ Quality & Safety. 2026. doi: 10.1136/bmjqs-2026-020701 .

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer 4-5 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt

Find mere om