Nekrolog: Jens Rasmussen er død

Professor og civilingeniør Jens Rasmussen er død, 91 år gammel. Jens Rasmussen var med til at definere den moderne forståelse af, hvordan fejl opstår – og hvordan de mest effektivt kan forebygges.

I starten af nullerne optrådte ordet ”patientsikkerhed” kun yderst sjældent i danske medier. I dag er begrebet en integreret del af den almindelige diskurs, både i medierne, blandt politikerne, de sundhedsprofessionelle og patienterne. En fundamental forandring til det bedre. Jens Rasmussen skabte en forståelse for, hvordan fejl opstår i store systemer. Og hvordan fejl kan forebygges. Dermed inspirerede han i høj grad også Dansk Selskab for Patientsikkerhed, da den nye organisation blev etableret for mere end 15 år siden.

Forskningsprofessor og civilingeniør Jens Rasmussen havde indirekte betydning for introduktionen af det moderne patientsikkerhedsbegreb i Danmark. Med afsæt i forskning og videnskab understregede han, at større sikkerhed – i et hvilket som helst system –  kun kan opnås igennem systematiske og strukturelle forandringer. Dermed var han en dansk foregangsmand og talsmand for de ideer og den videnskab, som amerikanske Edwards Deming har været international eksponent for. Det er menneskeligt at fejle, og man kan ikke opnå virkeligt store og effektive forbedringer, hvis man primært forsøger at udrydde menneskelige fejl. Langtidsholdbare og gennemgribende forandringer og forbedringer opnås ved at se på selve systemet, de grundlæggende strukturer. Hvis systemet ikke er designet til at varetage sikkerheden, sker det ikke – uanset hvor meget, man indskærper det over for de mennesker, der arbejder i systemet. Denne fundamentale pointe er mere aktuel og relevant end nogensinde før.

Jens Rasmussens banebrydende arbejde og forskning fejres, studeres og diskuteres stadig i internationale tidsskrifter og på internationale konferencer. Det er ikke alene fuldt fortjent. Det er også nødvendigt.

I en tid, hvor balancen mellem systemfejl og individets rolle i utilsigtede hændelser diskuteres overalt i medierne og det danske sundhedsvæsen, er Jens Rasmussens ideer fortsat progressive og inspirerende. Vejen frem går gennem læring og forebyggelse. Ikke gennem straf af de mennesker, der direkte eller indirekte er involveret i fejl. Bl.a. takket være Jens Rasmussen gik vi fra skyld og skam til en langt større systemforståelse.

Mange danske patienter har nydt godt af Jens Rasmussens arbejde -uden de nogensinde har hørt om ham. Og uden at hans arbejde med sikkerhedstænkning var specifikt rettet mod patienter.

Herfra skal lyde en sidste og meget stor tak!