Patientperspektivet er afgørende – også på konferencer

Som brugere af sundhedsvæsenet kender patienter, borgere og pårørende systemet indefra og kan derfor komme med uvurderlige perspektiver til at forbedre patientsikkerhed. Patientperspektivet kommer i år til at indgå på alle sessioner og workshops på Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen.

Patientambassadørerne indgik i flere sessioner og workshops på International Forum Copenhagen 2023. Her er det patientambassadør Kira Christina Ørbekker (midten af bordet), der deltog i en session om mangel på arbejdskraft i sundhedsvæsenet. Kira er en del af programkomitéen for Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen.

Patient-/borger-/pårørendeperspektivet har et løbende fokus i patientsikkerhedsarbejdet hos PS!. Efterårets konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen den 20.-21. november på Comwell i Kolding er ingen undtagelse.

Patientambassadørerne, der er et frivilligt netværk af patienter og pårørende i regi af PS!, har været med i dele af planlægningen af konferencen, så brugerne af sundhedsvæsenets stemme bliver tænkt ind fra begyndelsen.

– Hvis vi ikke samarbejder med patienterne og inddrager dem i udviklingsarbejdet, mangler vi et vigtigt perspektiv og får nogle blinde vinkler. Der kan være en tendens til, at man tror, man ved, hvad patienters behov er. Patientambassadørernes samarbejde med sundhedsvæsenet viser, at sundhedspersonalet ofte bliver overraskede over, hvad de ikke har tænkt på. Det giver tit ahaoplevelser, siger patientambassadør Katrine Kirk.

Som noget nyt er patientambassadørerne repræsenteret på alle sessioner og workshops på konferencen. Hvordan patientperspektivet er repræsenteret vil variere fra session til session og fra workshop til workshop.

Læs om Konference for patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen

Patientambassadørerne
Patienter og pårørende arbejder for et sikkert sundhedsvæsen gennem frivillignetværket patientambassadørerne. 

Patientambassadørerne udspringer af WHO-netværket Patients for Patient Safety, der arbejder globalt/regionalt med fokus på patientsikkerhed. De er tilknyttet PS!, deltager i selskabets projekter og bidrager til et kontinuerligt fokus på patient-/borger-/pårørendeperspektivet i patientsikkerhedsarbejdet.

Patientambassadørerne er patienter og pårørende, som har været ude for problematiske forløb i sundhedsvæsenet i en sådan grad, at det har haft væsentlig betydning for deres liv.

Erfaringer og historier stilles til rådighed for aktører i sundhedsvæsenet ud fra en ambition og et ønske om at bidrage til læring og tale ind i eksisterende dagsordener ud fra et patientperspektiv.

Læs om patientambassadørerne

Patientperspektivet giver øget sikkerhed, patienttilfredshed og sundhedsresultater

Patienter, borgere og pårørende spiller en afgørende rolle i forhold til sikkerheden i sundhedsvæsenet. Som brugere af sundhedsvæsenet har de førstehåndserfaring af hele patientrejsen, og derfor er deres perspektiver uvurderlige til at forbedre patientsikkerheden.

Evidens viser, at når patienter og borgere bliver behandlet som partnere i deres pleje og behandling, opnås der betydelige gevinster i form af øget sikkerhed, patienttilfredshed og sundhedsresultater. Undersøgelser viser en potentiel reduktion af skadesbyrden med op til 15 %, hvilket sparer utallige liv og milliarder af dollars hvert år. Det skriver WHO.

Ved at blive aktive medlemmer af sundhedsteamet kan patienter og borgere bidrage til sikkerheden i deres pleje og behandling – og i sundhedsvæsenet som helhed.

Inddragelsen af patienter og borgere kommer ikke af sig selv. Det kræver nødvendige foranstaltninger for at sikre, at patienter er involveret i udformning af politikker, repræsenteret i styregrupper, engageret i co-design af sikkerhedsstrategier og aktive partnere i deres egen pleje og behandling. Det kan kun opnås ved at tilbyde platforme og muligheder for at brugerne af sundhedsvæsenet kan kommer med deres input, tanker, bekymringer, forventninger og præferencer for at forbedre patientsikkerheden og sundhedsvæsenet generelt.

Find værktøjskassen med redskaber til at få patientens stemme i spil