BOOST – Borgerskabt sundhedsberedskab er et projekt, hvor PS! med støtte fra Sundhedsdonationer vil gøre borgernes viden og handlekraft til en del af sundhedsberedskabet.
Formål
Formålet med BOOST er at udvikle konkrete redskaber og anbefalinger, der gør det lettere for borgere at handle i krisesituationer – og samtidig giver myndigheder og sundhedsaktører et stærkere grundlag for at planlægge i dialog med borgerne.
Projektet har særligt fokus på borgere i eget hjem, herunder ældre, personer med sygdom eller handicap og deres pårørende.
Baggrund
BOOST er et udviklingsprojekt, der sætter fokus på borgernes rolle i fremtidens sundhedsberedskab.
Vi lever i en tid præget af komplekse kriser – pandemier, klimahændelser og geopolitiske spændinger – hvor borgerne ikke kun er modtagere af hjælp, men en aktiv del af beredskabet. Erfaringerne fra COVID-19 har vist, at borgernes handlinger, viden og samarbejde spiller en afgørende rolle.
Alligevel er borgernes rolle i dag kun i begrænset omfang systematisk tænkt ind i planlægningen af sundhedsberedskabet.
BOOST adresserer dette ved at udvikle nye, praksisnære måder at styrke borgernes viden, engagement og handleberedskab i sundhedskriser.
BOOST bygger på en grundlæggende erkendelse, at løsninger først virker, når de giver mening for dem, det handler om. Ved systematisk at inddrage borgernes perspektiver bidrager projektet til:
- bedre sammenhæng mellem planer og praksis
- styrket handlekraft hos borgere i krisesituationer
- øget tillid mellem borgere og sundhedsvæsen.
Samtidig kan projektet danne grundlag for en ny tilgang til borgerinddragelse i beredskabsplanlægning i Danmark.
Hvordan arbejder vi?
En central del af projektet er gennemførelsen af 10 borgermøder rundt i landet. Her inviteres borgere til at dele deres erfaringer, behov og perspektiver på at håndtere sundhedskriser i hverdagen. Input fra møderne bliver systematisk indsamlet og analyseret for at identificere:
- hvordan borgere forstår og handler i krisesituationer
- hvilke behov og udfordringer de oplever
- og hvilke løsninger de selv peger på.
Hvad udvikler BOOST?
På baggrund af borgernes input udvikler projektet tre konkrete produkter – med det forbehold, at det kan blive noget helt andet, hvis borgerne ser andre formater mere nyttige:
- En borgerguide med konkrete råd til, hvordan man kan forberede sig og handle i en krise
- Et anbefalingskatalog til myndigheder om, hvordan borgernes egen krisehåndtering bedst understøttes
- En videns- og inspirationspakke til sundhedsaktører og civilsamfund, der arbejder med borgere i praksis.
Produkterne skal være anvendelige, praksisnære og forankret i borgernes virkelighed.

Bevilling: Sundhedsdonationer
Beløb: 1.397.950 kr.
Projektperiode: Januar 2026 – januar 2027
Projektleder: PS!
Projektpartnere: Danske Seniorer og Danske Ældreråd
Interessenter: Inddragelse af en bred kreds af myndigheder, organisationer og civilsamfundsaktører.



