Konsultationer på video og mail, telefonisk opfølgning, hjemmemonitorering. Det er blot nogle af eksemplerne på digitale sundhedsydelser, der har gjort det muligt for borgeren at modtage dele af behandlingen i eget hjem.
Telemedicin er et område i vækst, ikke mindst under coronaepidemien. Alligevel ved vi forbavsende lidt om, hvilke positive og negative effekter de digitale ydelser har på patientsikkerhed.
Det konkluderer ny rapport fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der i samarbejde med Center for Innovativ Medicinsk Teknologi har samlet internationale og danske erfaringer med telemedicins effekter på patientsikkerhed.
– Dette er den første rapport, der undersøger telemedicin med et patientsikkerhedsperspektiv. Det er vi nødt til at have meget mere fokus på, for vi skal sikre, at vi bruger de digitale ydelser i hjemmet til de rigtige borgere, på det rette tidspunkt, så det styrker både den oplevede kvalitet og patientsikkerheden – og omvendt ikke kompromitterer sikkerhed og kvalitet, siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Kommunikation og adfærd
En systematisk litteraturgennemgang, hvor data fra 59 publikationer er analyseret, viser, at telemedicin kan have både positive og negative effekter på patientsikkerhed. I begge tilfælde er det bl.a. et resultat af ændret kommunikation og adfærd hos brugerne af teknologien.
– Jeg har været overrasket over, hvordan telemedicin kan påvirke både negativ og positivt, og at det stort set altid kan koges ned til kommunikation og adfærd. Både når det går godt, og når det går galt. Begge parter skal gøre noget andet end det, de plejer, og der kræver det en øget opmærksomhed på, hvad hinanden gør og siger, siger Tatjana Sandreva, læge og projektleder for rapporten.
33 reviews har angivet eksempler på udfordringer for patientsikkerhed i litteraturgennemgangen, og de omhandler bl.a. patientskade med klinisk forværring, funktionstab og emotionel skade, patienternes manglende compliance, manglende kompetencer, kommunikationsfejl, uhensigtsmæssig teknologisk design, klinikeres uhensigtsmæssig kultur og adfærd samt ændring i arbejdsgange.
Manglende infrastruktur til dataindsamling og evaluering
10 danske nøglepersoner i telemedicin er interviewet i forbindelse med rapporten. Her peges der også på, at telemedicin kan have både negative og positive effekter for patientsikkerheden.
Erfaringerne med telemedicins negative effekter på patientsikkerhed er imidlertid begrænset af, at der ikke findes en robust infrastruktur, som støtter national drevet arbejde med utilsigtede hændelser ved brug af digitale sundhedsydelser som telemedicin. Der er ikke en systematisk og standardiseret måde at opsamle viden på.
– Lige nu der bl.a. læger, der har forbehold over for telemedicin, fordi de er bange for at fejldiagnosticere, eller at der på anden måde sker utilsigtede hændelser. Den bekymring skal vi tage alvorligt, og vi skal sikre, at telemedicin styrker patientsikkerheden, og det gør vi bl.a. ved at have en systematisk metode til at indsamle data og undersøge effekter af telemedicin i forhold til patientsikkerhed, siger Inge Kristensen og fortsætter:
– Telemedicin er mere end blot ny teknologi. Den ændrer hele processen for, hvordan sundhedsydelser leveres, og bør derfor evalueres og implementeres på en måde, der omfatter alle aspekter af det komplekse sundhedsvæsen, herunder effekter på patienter, personale, opgaveløsning og de organisatoriske rammer.
5 fokusområder for fremadrettede indsatser i det digitale sundhedsvæsen
På baggrund af rapportens resultater – og mangeårige erfaringer med patientsikkerhedsarbejde – anbefales 5 fokusområder for fremadrettede indsatser i det digitale sundhedsvæsen i Danmark, herunder telemedicin:
- Bedre data om effekter af telemedicin på patientsikkerhed
- Brug af en systematisk metode til udvikling og implementering
- Læring af, hvad der går galt, og hvad der går godt
- Risikostratificering af brugeren og teknologier
- Kompetenceudvikling på begge sider af skærmen.
Rapporten er støttet af Helsefonden og Steno Diabetes Center Odense.
Læs også:
Exploring More Than the Tip of the Telemedicine “Iceberg”, blogindlæg på IHI.org
Altinget: Ny rapport undersøger for første gang samspil mellem telemedicin og patientsikkerhed
Blogindlæg: Videokonsultationer hitter under corona – men pas på patientsikkerheden