Livets Afslutning i Midtklyngen
Flere samtaler om den sidste tid skal tages med borgere og patienter i Midtklyngen, som består af Silkeborg, Viborg og Skive Kommuner, Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland og de praktiserende læger. Dansk Selskab for Patientsikkerhed var partner i projekt Livets Afslutning i Midtklyngen, der løb fra 2020-2022.
Projekt Livets Afslutning har skabt stor opmærksomhed, blandt andet fordi det går på tværs af sektorerne, og det har allerede modtaget Danske Regioners pris for Årets Borgerinddragende Initiativ og Kommunal Sundheds pris Den Gyldne tråd.
Formål
Projektets formål var, at sundhedspersonalet skal være bedre til at hjælpe de ældste og de mest syge med at få afklaret behandlingsniveauet i den sidste levetid – så døden kan blive så fredelig og rolig som mulig.
Formålet med implementeringsprojektet var at styrke mulighederne for, at den enkelte borgers ønsker for livets afslutning efterleves, og at dette sker i tæt samarbejde mellem borgeren, de pårørende og det sundhedspersonale, der er involveret undervejs.
Dette skete gennem arbejdet med 4 indsatsområder:
- Forventningssamtaler og behandlingsniveau
- Inddrage og støtte pårørende
- Klare retningslinjer og tydelig dokumentation – også på tværs af sektorer
- Udbrede kendskabet til vågetjenester)
Målet var, at flere borgere får ro og lov til at dø, og flere undgår unødvendig behandling og indlæggelse ved livets afslutning.
Baggrund
Projektet blev igangsat, fordi undersøgelser viste, at borgernes ønsker for livets afslutning ikke altid bliver efterlevet. Projektet bestod af en kortlægning af eksisterende indsatser, 164 samtaler med blandt andet borgere, pårørende, sundhedsprofessionelle og præster samt 18 prøvehandlinger.
Projektet afdækkede, at der var behov for kompetenceudvikling hos personalet, mere systematik i samtalerne om borgerens sidste tid, mere viden om muligheden for at tilkalde vågetjenester samt ensretning af arbejdsgange, for at borgernes ønsker for den sidste tid i videst muligt omfang kan efterleves.
På den baggrund blev det besluttet at søge midler fra Sundhedsstyrelsens pulje for at kunne arbejde videre med fire centrale indsatsområder i et stort implementeringsprojekt; Projekt Livets Afslutning implementeringsprojekt 2020-2022.
I projektet er der lavet en meget fin animationsfilm og en pjece om borgernes egen indflydelse på behandlingen i den sidste levetid samt en film om behandlingstestamentet. Det materiale kan du finde nedenfor.
Bevilling: Sundhedsstyrelsens Pulje til at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen
Beløb: 7.965.504 kr. til Viborg Kommune
Projektperiode: 2021-2022
Projektleder: PS! og Viborg Kommune
Projektpartnere: Silkeborg, Viborg og Skive Kommuner, Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland og de praktiserende læger
Tag stilling til genoplivning
I denne lille film får du en forklaring på dine muligheder for selv at bestemme over, om der skal foretages genoplivningsforsøg, hvis du falder om med et hjertestop. Se også pjecen med samme indhold længere nede på siden.
Behandlingstestamente
Denne film beskriver, hvordan du opretter et behandlingstestamente. Med et behandlingstestamente bestemmer du over din behandling, hvis du en dag er blevet ude af stand til at tage stilling selv.
Pjece: ”Tag stilling til genoplivning”
Sammen med en animationsfilmene ovenfor er der også lavet en lille pjece, som fortæller om de muligheder, du har for selv at bestemme over, om der skal laves genoplivningsforsøg, hvis du en dag skulle falde livløs om, eller blive fundet uden tegn på liv.
Vi viser her pjecen både, så den er nem at læse på skærmen, men også så den er nem at printe ud.
*Når du udskiver den printvenlige version, skal du indstille printeren til: ”Udskriv på begge sider af papiret” og ”Vend på den korte side”. Så skal du bare folde efterfølgende.
Samtaleguides
I projekt Livets Afslutning er der lavet to samtaleguides, som kan støtte den sundhedsprofessionelle i samtaler med henholdsvis borgeren og de pårørende. Guiderne kan ses her. Guiden til samtalen med borgeren findes i to versioner – den ene egner sig til print af en folder i A5-format.
Samtale guide – borger (printfolder)
Instruks om fravalg af livsforlængende behandling og fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop
Et andet resultat af projektet er en fælles ”Instruks om fravalg af livsforlængende behandling og fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop” mellem Silkeborg, Skive og Viborg Kommuner.
Instruksen er udarbejdet i samarbejde mellem de tre kommuner, Hospitalsenheden Midt og overlæge Ove Gaardboe, Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Instruksen er opdateret i forhold til de seneste udmeldinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed, tager højde for Region Midtjyllands retningslinjer på området og rummer blandt andet også den tværsektorielle kommunikation om fravalg. Instruksen og en PIXI-version findes her:
Pixi udgave af fælles instruks om fravalg
Seneste nyt om Klar til samtalen
Se alle indlæg om Klar til samtalenMedieomtale
Initiativ vinder ny pris, Skive Folkeblad, 25. april 2022
Inddragelse af borgere og pårørende ved livets afslutning vinder prisen for Årets Borgerinddragende Initiativ 2022, Danske Regioner, 24. marts 202291-årige Ellen Wichmann vil have ret til at dø i fred og får opbakning af sit barnebarn: »Hvis min mormor får et hjertestop, skal vi respektere, at hun ikke vil genoplives«, Jyllands-Posten og JP Viborg, 12. februar 2022