Hej Sundhedsvæsen

Hej Sundhedsvæsen var et samarbejde mellem PS! og TrygFonden, der havde som mål at øge patientsikkerheden ved at fremme, at patienter og pårørende får mere indflydelse på egen behandling og forløb og er med til at undgå fejl.

Formål

Visionen for Hej Sundhedsvæsen var banebrydende i al sin enkelhed: At skabe et sikkert sundhedsvæsen, der lægger vægt på det, der er vigtigt for patienterne! Et sundhedsvæsen, patienterne oplever som imødekommende, tilgængeligt og til at tale med.

Projektets mål var at øge patientsikkerheden ved at fremme, at patienter og pårørende får mere indflydelse på egen behandling og forløb og er med til at undgå fejl.

Fremgangsmåden var at samle og dele gode råd, viden, redskaber og inspiration til, hvordan man som patient eller pårørende kan være med til at undgå fejl og sikre, at man får den bedst mulige behandling, når man er i kontakt med sundhedsvæsenet.

Baggrund

Vi ved, at involverede patienter er med til at skabe et mere sikkert sundhedsvæsen, og vi ved, at patienter, der er velinformerede, ofte træffer andre valg, end de, de sundhedsprofessionelle havde forventet.

Derfor har der gennem en årrække været opmærksomhed på, at sundhedsvæsenet i højere grad skal tage udgangspunkt i patienters og pårørendes viden, behov og ønsker.

En undersøgelse fra 2016 lavet af DEFACTUM ifm. Hej Sundhedsvæsen viste, at kun 55 % af patienterne oplever, at sundhedsvæsenet i høj grad er til for dem som patienter.

Langt de fleste patienter (9 af 10) ønsker indflydelse på beslutninger om pleje og behandling, men betydeligt færre oplever reelt at blive inviteret med, når der træffes beslutninger.

Bevilling: TrygFonden

Beløb: 24,7 mio. kr.

Projektperiode: 2014-2017

Projektleder: PS!

Projektpartnere: TrygFonden

Resultater

Både personale, patienter og pårørende har de bedste intentioner, men ved eksplicit at sætte patienten i centrum, opstod en dybere erkendelse: Praksis lever langtfra altid op til de gode viljer. Den erkendelse har været en af forudsætningerne for de markante resultater, projektet har opnået.

Ét konkret eksempel er besøgstider: I løbet af projektperioden har regioner og sygehuse i vidt omfang helt afskaffet besøgstiderne, så Danmark på dette område er internationalt førende. Nu kan de pårørende være sammen med patienten, når det passer bedst, også om formiddagen hvor mange af de vigtige beslutninger bliver truffet sammen med lægen. Dét er godt for patienten og patientsikkerheden. Og forbedringerne er i høj grad sket på baggrund af de besøgstidsundersøgelser, Hej Sundhedsvæsen gennemførte.

Se besøgstidsundersøgelserne her

Samlet set har projektet stået bag 7 større, landsdækkende undersøgelser, der har sat fokus på de udfordringer, som både sundhedsprofessionelle, patienter og pårørende oplever i det danske sundhedsvæsen.

Konstruktive patient- og pårørendehistorier, hjælperedskaber som spørgeguiden Godt du spør’, støtteredskaber som Godt du er der, nyskabelser som Hvad er vigtigt for dig?-dagen, involvering og samarbejde med sundhedsvæsenets væsentligste aktører og et ambassadørkorps med mere end 1.500 sundhedsprofessionelle har alt sammen været en del af Hej Sundhedsvæsen.

Udgivelser fra Hej Sundhedsvæsen

Patienter og pårørende kan være med til at opdage fejl og misforståelser, skabe sammenhæng og give vigtig viden videre til personalet, så man undgår fejl.

Vi har her samlet en række argumenter og undersøgelser fra Hej Sundhedsvæsen (2014-2017), om hvorfor og hvordan patienter og pårørende selv kan gøre en forskel for at få en sikker og korrekt behandling.