Den 6. juni spurgte sundhedsprofessionelle i Danmark sammen med over 49 andre lande patienter og borgere Hvad er vigtigt for dig? Dagen er et af årets store højdepunkter for i PS!, da vi bruger dagen på at minde hinanden om, hvor vigtigt det er, at vi spørger stiller variationer af det spørgsmål året rundt.
Ved at vide, hvad der er vigtigt for borgeren eller patienten, kan sundhedsprofessionelle tilrettelægge behandlingsforløbet, så det tager udgangspunkt i patientens, borgeren eller brugerens vaner, behov og ønsker. Resultatet er større patienttilfredshed, bedre behandlingsresultater og i sidste instans større patientsikkerhed.
I er mange, der har været med til at markere dagen, og vi nyder at følge med i jeres aktiviteter gennem #vigtigtfordig, eller når I tagger os på de sociale medier. Vi har som aldrig før oplevet en kæmpe tilslutning til dagen – til det, vil vi bare sige, TUSIND TAK, til jer. Vi deler et udpluk af opslagene fra jer længere nede i artiklen.
Læs om Hvad er vigtigt for dig?-dagen
PS! med på spørgerunde hos patienter på kirurgisk afdeling
PS! var med til at markere dagen på flere måder. På selve dagen besøgte PS!’ direktør Inge Kristensen Kirurgisk Afdeling på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse, der deltog i Hvad er vigtigt for dig?-dagen. Hun var med rundt sammen med personalet og spørge patienterne, hvad der er vigtigt for dem.
– Det går igen, at tryghed er et nøgleord. Det er meget vigtigt for patienterne at føle sig trygge, og at de får information på rette måde til rette tid. Én nævner, at det er vigtigt at være smertedækket. For en betød det rigtig meget at kunne komme hjem. For en var det vigtigt at blive set og genkendt som menneske, fortæller Inge Kristensen.
Data og viden fra Hvad er vigtigt for dig?-dagen bruger afdelingen til at iværksætte indsatser og forbedre forløbene for patienterne. Eksempelvis er det blevet tydeligt, at personer, der bliver opereret akut, ikke kan tage information ind lige efter operationen. Derfor er det nu indført, at patienterne bliver kontaktet en måned efter. Det har haft rigtig god effekt.
– Det er en kæmpe fornøjelse at være med og se, at det lever og bliver udviklet hele tiden – og er noget man arbejder med hver dag. Det gør en forskel, siger Inge Kristensen.
Indhold med inspiration til at involvere borgere og patienter
I anledningen af dagen udgav vi blogindlægget “Det kræver kompetencer at møde en sårbar patient: – Man ved jo alt for godt, at man ikke er nem at ”fixe”, så hvorfor ikke være fælles om det faktum?” af patientambassadør Lise Christiansen om, at sundhedsvæsenet ikke er indrettet til at møde den sårbare patient på patientens præmisser. Den sårbare patient skal lære at begå sig i sundhedsvæsenet, men det burde være omvendt.
Vi udgav også artiklen “Standardiserede samtaler med patienter sikrer, at alle patienter bliver spurgt, hvad der er vigtigt for dem” om Gastroenheden på Amager og Hvidovre Hospital, som ønsker at skabe en kultur, hvor det, der betyder noget for patienten, er i centrum. Den kultur skaber de med inspiration fra Hvad er vigtig for dig?-tilgangen bl.a. ved at stille det nøjagtigt samme spørgsmål til alle patienter i velkomstsamtalerne.
Som optakt til dagen holdt PS! den 3. juni webinaret ”Spørg ikke, hvad der er i vejen med borgerne/patienterne, men hvad der er vigtigt for dem” med seniorrådgiver hos Helsedirektoratet Anders Vege – se optagelsen af webinaret. Han fortalte, hvordan Norge på tværs af landet har arbejdet med at indføre tilgangen.
Vi delte 2 videoer fra vores besøg hos Plejecenter Klarahus i Københavns Kommune og Afdelingen for Øjensygdomme på Glostrup Hospital sidste år, hvor de markerede dagen på forskellige måder. I reportagevideoerne fortæller medarbejderne om, hvad de bruger svarene til efterfølgende, og hvordan de i hverdagen generelt involverer borgerne og patienterne.
Vi delte også vores nye guide ”Din næste samtale med sundhedsvæsenet kan ændre dit liv – tag ordet!” hjælper patienter og borgere med at forberede sig inden, tage ordet under og følge op efter samtaler i sundhedsvæsenet, så de får fortalt det, der er vigtigt for dem. Find guiden som folder og 3 små film.
Rørende historier på tværs af landet
Nedenfor har vi samlet et lille udvalg af de mange opslag på LinkedIn, der blev delt i forbindelse med Hvad er vigtigt for dig?-dagen 2024.