Involvér patienter og borgere for større patientsikkerhed, er budskabet på den internationale patientsikkerhedsdag 2023

Den 17. september afholdes World Patient Safety Day – den internationale patientsikkerhedsdag, hvor temaet i år er involvering af patienter, borgere og pårørende for større patientsikkerhed. PS! deltager selv i dagen og opfordrer til at støtte op.

Det er 5. år i træk, at WHO afholder World Patient Safety Day.

Med sloganet “Elevate the voice of patients!” sætter den årlige og internationale patientsikkerhedsdag den 17. september fokus på fordelene ved at involvere af patienter, borgere og pårørende i arbejdet med at forbedre patientsikkerheden.

Temaet for årets patientsikkerhedsdag hedder helt præcist “Engaging patients for patient safety”. Det er WHO, der har taget initiativ til den internationale patientsikkerhedsdag – World Patient Safety Day – som de hvert år fastsætter et tema for. Som begrundelse for valg af 2023’s tema skriver WHO på sin hjemmeside:

“Involvering af patienter og pårørende er en central strategi for at fremme sikkerheden i sundhedsvæsenet. Som brugere af sundhedsvæsenet med førstehåndserfaring af hele patientrejsen er patienters og pårørendes perspektiver uvurderlige til at forbedre patientsikkerheden. Virkningen af ​​meningsfuldt patientinvolvering er bemærkelsesværdig, med undersøgelser, der viser en potentiel reduktion af skadesbyrden med op til 15 %, hvilket sparer utallige liv og milliarder af dollars hvert år.”

Læs om World Patient Safety Day hos WHO

PS! deltager i den internationale patientsikkerhedsdag

Dansk Selskab for Patientsikkerhed vil aktivt markere den internationale patientsikkerhedsdag med aktiviteter, der passer til begivenheden og årets tema om involvering af patienter, borgere og pårørende for større patientsikkerhed.

Vi uddeler bl.a. Patientsikkerhedsprisen sammen med patientambassadørerne ifm. den internationale mærkedag. Den 17. september bliver vinderne af Patientsikkerhedsprisen 2023 offentliggjort. Prisen uddeles til en indsats, der i særlig grad har formået at engagere patienter, pårørende og borgere i arbejdet med patientsikkerhed. Det er 5. gang at prisen uddeles ifm. den internationale patientsikkerhedsdag.

Læs om Patientsikkerhedsprisen 2023

I marts 2023 holdt PS! webinaret “Husk, jeg er et menneske! – om betydningen af tilgangen ”Hvad er vigtigt for dig?””, som gav forståelse for patientoplevelsen og indblik i, hvordan man systematisk kan arbejde med at involvere patienter, borgere og pårørende.

Projektchef Liv Nørregaard Skøtt holdt oplæg om hendes oplevelse med at blive sat i patientrollen, og hvordan fraværet af ”Hvad er vigtigt for dig?”-tilgangen har påvirket hende. Disse oplevelser deler hun ud af på Styrelsen for Patientsikkerheds online temadag den 17. september om involvering af patienter og pårørende, som de afholder i anledning af WHO’s internationale patientsikkerhedsdag. Om oplægget siger Liv: “I 2022 blev jeg kronisk bruger af sundhedsvæsenet, da jeg fik diagnosen sclerose. Det sidste års tid har jeg kæmpet for at blive set og inddraget i mit eget forløb som menneske og ikke kun som patient.”

Læs om temadagen om involvering af patienter og pårørende hos Styrelsen for Patientsikkerhed

Vær med til at sætte fokus på dagen

PS! opfordrer det danske sundhedsvæsen til at deltage i dagen den 17. september.

Hvis I vil være med til at markere den internationale patientsikkerhedsdag sammen med os, er der her nogle forslag til aktiviteter, der kan igangsættes på dagen:

  • I kan sætte fokus på dagen og jeres arbejde med teamet via jeres forskellige kommunikationsplatforme: Hvor ser I udfordringer, hvor ser I løsninger, og hvor kan vi fremme løsningerne?
  • Hvis I har bygninger, der kan lyse op, så overvej at sætte orange spot på dem. WHO har valgt den orange farve til at symbolisere den centrale rolle, patientsikkerhed spiller i landes bestræbelse på at opnå universel sundhedsdækning.
  • I er selvfølgelig også velkomne til at gøre brug af og dele de artikler og materialer, PS! vil dele på dagen via nyhedsbrev, X og LinkedIn.
  • I kan ændre jeres profil- og coverbillede på sociale medier på dagen.

Find logoer og andre kampagnematerialer hos WHO

At involvere patienter er ikke et nyt tema hos PS!

Involvering af patienter, borgere og pårørende i forbedringsarbejdet er ikke et nyt tema hos PS! Vi har I adskillelige år arbejdet for, at flere sundhedsprofessionelle involverer brugerne af sundhedsvæsenet i deres arbejde med patientsikkerhed og kvalitet.

Vi har udgivet forskellige spørgeguides, der hjælper sundhedsprofessionelle og brugerne af sundhedsvæsenet med at få patientperspektivet med i plejen og behandlingen og alt processerne deromkring. Fx kan nævnes Godt du spør’, Sig frem og Den gode samtale, når noget går galt.

Vi deltager i og opfordrer sundhedsprofessionelle til at deltage i den internationale Hvad er vigtigt for dig?-dag, som helt enkelt går ud på, at sundhedsprofessionelle spørger patienter, borgere, brugere og pårørende ”Hvad er vigtigt for dig?” for at sætte ekstra fokus på alt det, der er vigtigt for modtagerne af plejen og behandlingen i danske sundhedsvæsen.

Patientambassadørerne er iværksat af PS! og udspringer af WHO-netværket Patients for Patient Safety, der arbejder globalt/regionalt med fokus på patientsikkerhed. De er tilknyttet PS!, deltager i selskabets projekter og bidrager til et kontinuerligt fokus på patient-/borger-/pårørendeperspektivet i patientsikkerhedsarbejdet.

Læs om patientambassadørerne